Vild med dans?
2. Okt, 2009 af Ole Stougaard

28_Vild_Med_Dans_2

I mange fredage har jeg været fast tv-seer på DR´s Talent 09, hvor jeg er blevet godt underholdt af både virkelig store talenter og ikke mindst utallige talentløse, som desværre ikke har fået fortalt at deres ”talent” er ikke-eksisterende

Men for nu tre fredage siden rullede TV2´s Vild med dans sig ud, og min kære kone var hurtigt til at dømme talent 09 ude, og vild med dans inde – Vild med dans er jo bare lækkert TV! Og hun har sikkert ret

Jeg kan ikke lade være med at sidde med trænerbrillerne på, når jeg ser vild med dans. Og hver gang bliver jeg imponeret over, hvor meget en person kan flytte sit niveau på kort tid, hvis bare motivationen, tiden og den rigtige træner er til stede. Det er til stor inspiration for alle der går med en maratondrøm eller triatlondrøm i maven. En dedikeret indsats, og du skal nok nå dit mål

En anden interessant betragtning er, at de sportsfolk der deltager ofte kommer langt i konkurrencen. De kan ikke danse til at begynde med, men de kan til gengæld træne benhårdt og målrettet. Det er de måske lidt bedre til end de andre deltagere?

For at holde mig fanget, så har jeg et væddemål kørende med Jane om hvem der bliver dette års vinder. Jeg synes afgjort at Lisa (og Michael) har det der skal til, for at komme helt til tops