Vil du gerne i bedre form og/eller ned i vægt? Så start med at gøre træning til en vane
23. Sep, 2014 af Ole Stougaard

Vil du gerne i bedre form og ned i vægt? Så start med at gøre træning til en vane

I min hverdag støder jeg på rigtig mange mennesker der har et ønske om at komme i bedre form, slippe af med f.eks. rygproblemer eller andre skavanker eller komme ned i vægt.

Et middel til at nå dette mål er naturligvis træning, som hvis det virkelig skal flytte noget kræver at du træner relativt meget og/eller hårdt.

Der er imidlertid et par udfordringer i forhold til dette.

For det første er de fleste ganske utrænede når de starter op, hvorfor kroppen slet ikke er i stand til at klare hård og/eller hyppig træning.

For det andet, så er det ikke bare sådan lige at gøre træning til en ny vane. Faktisk er alle former for vaneændringer ganske udfordrende for de fleste, og du kan med fordel starte ud med at fokusere på vaneændringsudfordringen mere end på resultaterne af din træning, og de mål du gerne vil nå.

Nedenfor er et par gode ideer til, hvordan du får lettere ved at gøre træning til en ny vane du holder af.

Byg et fast ritual op omkring din træning

Vaner er jo dybest set bare nogle ting du gør igen og igen, hvilket også er ensbetydende med at det er adfærd du igangsætter hyppigt.

Har du svært ved at få taget hul på vaneændringen, så prøv at fokusere på, hvordan du kommer i gang med den aktivitet der venter. I den forbindelse kan det være en rigtig god idé at lave nogle rutiner eller ritualer forud for det som du vil i gang med.

En simpel ting kan være at du hver søndag sætter dig ned og planlægger næste uges træning. Skriv ned på et stykke papir:

I næste uge vil jeg træne 3 gange
Jeg vil træne [ugedag] klokken [tidspunkt].
– XXX
– YYY

Hæng dette stykke papir op på køleskabet.

Selvom det virker yderst banalt, så har det en stor psykologisk positiv effekt at skrive dine intentioner ned.

Et andet eksempel kan være, hvis du har svært ved at komme ud af døren på din ellers planlagte morgenløbetur.

Her kan din rutine være, at du om aftenen inden du skal i seng ligger dit løbetøj frem, du stiller skoene foran døren og du fylder en flaske vand du stiller i køleskabet.

Når du så vågner næste morgen, så tænk ikke på løbeturen, men hop ud af sengen og i løbetøjet, drik en tår vand, kom en tur på toilettet og få så skoene snøret. Når du er kommet så vidt, så vil du med meget større sandsynlighed også få gennemført din løbetur.

Start ud med et træningsprogram der er latterligt let og som kun tager meget kort tid

En af de bedste metoder til at gøre træning til en vane er at starte med en træningsplan og/eller træningsøvelser der er så lette at gennemføre, at du kan gøre det selvom både motivation og viljestyrke er på nulpunktet.

Er dit mål at kunne løbe 5 km, så start med at løbe 100 meter eller 200 meter. Vil du gerne følge en træningsplan i et fitnesscenter, så start med et program der indeholder 3 lette øvelser du kan klare uden problemer, og som kun tager dig 10 minutter at gennemføre.

Vil du gerne være bedre til at tage armstræk, start med at tage én armstræk hver dag.

Hold fokus på vaneændringen og gem resultatmålene til senere

De fleste jeg møder starter op med at fortælle mig om det mål de gerne vil nå. Jeg vil gerne gennemføre et maratonløb eller en Ironman. Eller jeg vil gerne tabe mig 15 kg hen over de næste 4 måneder.

I mine øjne er det ikke den bedste tilgang, og til at begynde med mener jeg at det er langt bedre at fokusere på processen end på det som du gerne vil opnå.

Det som er vigtigt i starten er jo netop at få etableret træningen som en vane og få opbygget kontinuitet og vedholdenhed i træningen.

Resultaterne er sekundære, og det er langt vigtigere ikke at miste planlagte træningspas, end det er at opnå resultater.

Når du først er blevet den person der yderst sjældent misser et træningspas, så kan du begynde at arbejde med progression og blive bedre. Der findes et hav af veldokumenterede træningsmetoder der fører til store resultater, men har du ikke fået gjort træningen til en fast vane, så er alle disse fine træningsmetoder ganske ubrugelige.

Så etabler de gode vaner først og fokuser på resultaterne senere