Træning skal ikke være hård. Træning skal være let.
21. Jun, 2011 af Ole Stougaard

Triathlete Torbjørn Sindballe, Ford Ironman World Championship 2007

Mange sportsfolk har en tendens til at evaluere deres træning på baggrund af, hvor hårdt de oplever træningen har været. Hvem har ikke fra tid til anden analyseret og evalueret sin træning på samme måde som nedenstående:

Har jeg ikke trætte og lidt stive ben efter en lang løbetur, så har turen ikke været lang nok. Mærker jeg ikke træthed når jeg går op ad trapper, så kan jeg godt byde kroppen lidt mere. Mærker jeg ikke ømhed i de muskler jeg trænede under gårdsdagens styrketræningspas, så kunne jeg godt have presset lidt ekstra. Og har jeg ikke ømme lægge efter en gang intervalløb, så kunne jeg godt have løbet lidt hurtigere.

Ovenstående konklusioner er ikke særligt rationelle, og efter min bedste overbevisning ikke korrekte – tværtimod. Jeg har fra tid til anden selv handlet ud fra ovenstående måde at tænke på, men det har aldrig gjort mig bedre.

Muskelømhed og muskulær træthed er tegn på at kroppen er blevet belastet lidt for hårdt, og vi bør ikke opsøge denne træthed og/eller muskelømhed i vores træning.

En god tommelfingerregel er at du ikke skal træne hårdere end at du kan gennemføre et lignende træningspas dagen efter.

Mentalt bør vi også ændre vores syn på træningen. Du skal ikke søge hårdheden i træningen, men derimod letheden.

Træning skal være let.

Det skal være let at løbe 3.30 min/km hvis du gerne vil løbe under 35 min på 10 km, og det skal være let at cykle 180 km på 5 timer, hvis det er målsætningen på en ironman, hvor du skal kunne løbe en maraton efterfølgende.