Træning i din sommerferie
15. Jun, 2012 af Ole Stougaard

Trailrunning

Sommerferien står for døren, og sammen med den dukker der altid træningsrelaterede spørgsmål op. “Skal jeg træne eller er det OK at holde fri?” Eller “Jeg har ikke mulighed for at træne som jeg plejer, hvad er gode alternativer til træningen således jeg kan vedligeholde formen?”.

Hvorvidt du skal træne eller ej er op til dig selv og de mål du har sat dig. Skal du f.eks. køre KMD Challenge Copenhagen i August eller løbe en maraton i september, så er det nok meget godt som minimum at holde formen ved lige!

Hvis du ikke er motiveret til at træne på din ferie, så er der dog ingen der tager skade af 2-3 uger uden træning. For dem som træner meget til hverdag, kan det være en kærkommen pause, hvor kroppen får tid til at restituere og komme helt oven på, og hvor motivationsbatterierne lades op.

Personlig holder jeg meget af at træne på min ferie. Jeg synes det er spændende at træne i andre omgivelser, og træningen er så integreret i min livsstil, at jeg har svært ved at undvære det. Jeg bliver glad og godt tilpas af at få trænet regelmæssigt, så det vil jeg også gøre på min sommerferie.

I år skal jeg sammen med min familie 16 dage til Malaga. Jeg skal ikke træne efter en specifik plan, men mit mål at at få trænet 3-4 gange om ugen. Jeg planlægger træningen så den kan klares om morgenen, og jeg vil både løbetræne og træne noget styrketræning.

Løbetræningen vil være ture på 30-60 minutter, hvor jeg tager på løbende sightseeing.

Styrketræningen vil være bygget op omkring følgende øvelser

1. Armstræk
2. Sit-ups
3. Kropshævninger
4. Air Squats
5. Hip Exercise
6. Hip raises
7. hop/sjip
8. Et-bens squat
9. Dips

Jeg vil lave 2-4 omgange og nøjes med kort pause (30-45 sekunder) mellem hver øvelse.

Ud over dette vil jeg også se om jeg kan lokke min hustru med på f.eks. trekking, MTB, adventure aktiviteter o.lign.

Har du også lyst til at vedligeholde formen mens du er på sommerfererie, så er kombinationen af løbetræning og styrketræningsprotokollen rigtig god. Begge dele kan klares på kort tid og du behøver ikke andet udstyr end et par løbesko og dit træningstøj.