Tips til personlig træning
4. Feb, 2013 af Ole Stougaard

Tips til personlig træning

Jeg har været personlig træner i mere end 15 år. Både med en til en træning i fitnesscentre, samt som træner for en lang række atleter inden for løb, cykling og triatlon.

En af de vigtigste ting – hvis ikke den vigtigste – for et succesfuldt træningsforløb er din relation til den atlet du træner. Gensidig tillid, respekt og forståelse er nødvendigt, hvis der skal leveres resultater.

Det er også vigtigt at identificere hvad atletens målsætning er, og hvorfor dette mål er vigtigt. Det er i grunden ofte en relativ simpel ting, idet atleten jo kommer til dig, fordi han/hun gerne vil nå et mål – f.esk. tabe 10 kg, løbe en maraton eller gennemføre en Ironman. Det er tit en større udfordring at finde ud af, hvor atleten er nu og her. Vi skal fra A til B. Vi kan definere punkt B (målet), men hvor er punkt A?

Til det bruger jeg forskellige test, som for eksempel, vægt, fedtprocent, 3 km løbetest, 20 min cykeltest, VO2max test, aerob test, mælkesyretest osv. Disse test gentages så med jævne mellemrum, således det er muligt at evaluere og se om atleten fortsat er på ret kurs.

Derudover er der i det daglige arbejde også nogle elementer der er værd at have for øje.

Resultater
Det er vigtigt at du skaber resultater for den atlet du træner, og at du sort på hvidt kan dokumentere disse resultater. Det er dem du i den sidste ende bliver evalueret på. Du kan være nok så flink, og du kan lave nok så motiverende træningsplaner og træningssessioner, men hvis det i den sidste ende ikke fører til bedre resultater, så holder det ikke i længden.

Atleter der opnår resultater er også dine bedste ambassadører, når det kommer til positiv omtale og markedsføring. De er langt mere værd end dyre reklamer i avisen eller på nettet.

At mestre færdigheder
Du skal også sørge for at tilpasse din trænings sværhedsgrad til atletens kompetenceniveau. Er træningen for let, forsvinder motivationen hurtigt. Og det samme gælder, hvis alt det som atleten laver er alt for svært, i forhold til deres niveau. Træningen skal være tilpas udfordrende, uden at det kommer til at opleves som en umulig opgave.

Jeg ser ofte at andre trænere (samt mig selv som træner for 5-10 år siden) der gerne vil vise hvor dygtige og kompetente de er, smide den ene komplekse øvelse efter den anden i hovedet på den atlet de træner. Resultatet er, at atleten aldrig når til et punkt, hvor han/hun føler, at de mestre en øvelse, hvilket på den lange bane er meget demotiverende.

Ligesom børn der meget gerne vil høre den samme historie 100 gange, så skal man ikke være bange for at lade sine atleter gentage simple øvelser igen og igen. Oplevelsen af at mestre en færdighed, samt over tid at forfine denne er meget motiverende. Desuden vil basale og helt simple øvelser også kunne bidrage med mere end 90% til det samlede slutresultat.

I løb kan det være distanceløb, tempoløb, 1000m intervaller og 200m intervaller. Inden for styrketræning kunne det være øvelser som squat, dødløft, bænkpres, kropshævninger, og armstræk. Laver du intet andet end disse få typer træningspas/øvelser kontinuerligt over lang tid, så er det 99% sikkert at du når frem til punkt B.

overordnet set så husk på følgende

  1. Dine atleters mål er det vigtigste
  2. Dine atleter ønsker først og fremmest resultater. Om du er flink, om træningen er sjov eller om træningsomgivelserne er fantastiske er sekundært
  3. Dine atleter ønsker at mestre færdigheder
  4. Dine atleter er dine bedste ambassadører for din forretning