Taulov Halvmaraton 2011 – sejr, pr og pr
21. Mar, 2011 af Ole Stougaard

Taulov Halvmaraton 2011

Søndag blev det årlige Taulov Halvmaraton afviklet. Omkring 500 deltagere havde på denne dejlige forårsdag valgt at prøve kræfter med den udfordrende rute. Mange bruger løbet som en del af opbygningen frem mod et af forårets store maratonløb. Således også Multitesta-løberne Mia Sørensen og Henrik Årup Svendsen.

Både Mia og Henrik har fået trænet rigtigt godt hen over vinteren, men det var alligevel overaskende at de løb så godt som de gjorde. Det var næsen ikke sat op efter.

Mia Sørensen vandt kvindernes halvmaraton i tiden 1:27:03, og med et forspring på cirka 30 sekunder til Odense-løberen Sara Broholm. Foruden sejren kunne Mia glæde sig over ny person rekord. Mia Skrev i hendes dagbogsopdatering:

“Det var et godt løb i dag, hvor mit mål var 1.28. Det var lidt svært at finde den rigtige fart, da det på første kilometer går nedad. Efter et par kilometer fandt jeg rytmen og så begyndte stigningerne at komme. De var jo slet ikke så slemme, som jeg plejer at opleve dem. Jeg løb lidt hurtigere ned ad bakke og mistede derfor ikke tid op ad de 4-5 stigninger der var. Der var 2 kvinder foran mig, vidste jeg, og jeg halede langsomt ind på dem. Ved 16-17 km løb de sammen (en del modvind her), men så kom jeg med god fart bagfra, og det havde de vist ikke lige forventet….FEDT.”

For Henriks vedkommende blev det ligeledes til ny personlig rekord i tiden 1:27:57. Og det var ikke bare en lille en af slagsen, men en forbedring på hele 3 minutter 35 sekunder. Målet var at Henrik i løbet af foråret skulle klemme sig under halvanden time, så nu må målsætningen for de kommende stævner revideres. Henriks træning er gået super godt, og han har tillige med tabt små 3 kilo siden årsskiftet. Det er virkelig en fornøjelse at se at belønningen ikke udebliver.

Henrik skrev til mig i går:

“Jeg får disponeret ganske godt. 10 km går i 41.58 – tror det giver ca. samme tid på den sidste 10km og slutter af med 3.55 på den sidste. Det er fedt at jeg kommer pænt under de 1.30.00 og ikke kun lige under. Jeg følte i store dele af løbet af jeg godt kunne gøre det her bedre – endnu. Det var lidt modvind flere steder og jeg løb alene hele løbet. Det var første gang at jeg løb med musik som jeg startede ved 9,5km – det gjorde måske at de negative tanker ikke opstod. Det er PR med 3 min. og 35 sekunder – tror vi deler en rigtig god rødvin til aftensmad :-)”

Ja, sådan et løb skal bestemt fejres med en flaske god rødvin. Absolut velfortjent.