Symposium: Løb og løbestil på UCN
27. Apr, 2012 af Ole Stougaard

Løbesymposium 2012, UCN

Jeg var i går torsdag en tur i Ålborg for at mødes med en række fysioterapeuter for at diskutere løb og løbeteknik.

Jeg havde sammen med Multitesta-træner og fysioterapeut Christina Peick taget initiativ til at samle en række fysioterapeuter og diskutere løb. Og den bold greb Lars Henrik Larsen fra University College Nordjylland, hvor vi mødtes i deres bevægelseslaboratorium.

Løb er en af de få sportsgrene hvor der ikke rigtigt er nogen konsensus blandt førende trænere, behandlere og vejledere omkring hvordan vi egentlig løber, hvordan vi bedst analyserer løbestil og hvordan skader kan relateres til forskellige bevægemønstre.

Med så mange løbende danskere mener jeg, at der er et stort behov for at vi blandt os der til dagligt træner, rådgiver og behandler løbere får skabt nogle fælles retningslinjer for bl.a. løbeteknik og hvordan vi gennem en optimering af løbeteknik og træningsplanlægning kan reducere antallet af skader og gøre løb lettere.

Jeg fik mulighed for at præsentere min definition af den optimale måde at løbe på, og det gav grobund for en god diskussion. Vi fik også mulighed for at arbejde med et par løbere som vi kunne screene og fejlrettet.

Et andet spændende oplæg kom fra Rasmus Ø Nielsen, der er i gang med et PhD projekt i løb. Han følger 933 løbere i et år, og kigger på skadesmønsteret i forhold til en lang række faktorer som f.eks. træningsintensitet, mænge og hyppighed samt løbernes alder, højde, BMI og skadeshistorik.

Løberne træner ikke efter en specifik træningsplan, men de registrerer al deres træning med GPS således at Rasmus præcist kan se hvad de har løbet. Løberne er fortsat i gang med træningen så der er endnu ingen resultater og konklussioner, men det bliver spændende at se hvad han kan finde af interessante sammenhænge mellem løbetræning, løberen og skadesmønsteret.