Spis efter dit behov
3. Apr, 2012 af Ole Stougaard

spis efter dit behov

Det vi spiser er altid et aktuelt emne, og hvad der er det rigtige at spise er ofte genstand for livlige diskussioner. Der er mange meninger om, hvordan den rigtige kostplan bør se ud.

Vil du tjene nogle hurtige penge, så skriv en kogebog eller lancer en ny type diæt, der gør godt for enten det ene eller det andet. Det vil jeg selvfølgelig ikke stå tilbage for, så derfor jeg har netop formuleret en helt ny diæt, som jeg er sikker på er løsningen på dit kostproblem.

Min nye spis-efter-dit-behov-diæt er en ny og revolutionerende metode, der sikrer dig resultater hurtigt og effektivt.

Spis-efter-dit-behov-diæten
> Ønsker du vægttab 1: spis færre kalorier end du forbrænder
> Ønsker du vægttab 2: gå sulten i seng
> Dyrker du meget sport: spis lidt ekstra af de gode kulhydrater og spis kulhydrater under og efter træning
> Ønsker du højt energiniveau dagen igennem: spis grove kulhydrater kombineret med protein og fedt
> Ønsker du at optimere din sundhedstilstand: spis groft, grønt og sunde fedtsyrer
> Vil du skabe sociale relationer: spis kalorieholdig og fed mad
> Ønsker du at tage på i vægt: spis flere kalorier end du forbrænder
> Ønsker du at være søvnig: spis en portion cornflakes eller guldkorn med mælk, sukker og lidt banan
> Lever du et relativt inaktivt liv: spis magert kød, fisk og frugt/grønt, men spar på kulhydraterne
> Ønsker du at være glad: spis i godt selskab

Husk at investere i en badevægt og gerne en fedtprocentsmåler samt i en dagbog, hvor du kan notere en daglig tilfredshedsskala. Skalaen går fra 1-5, hvor 1 er meget utilpas og 5 er yderst veltilpas.

Vej dig selv hver mandag og fredag, og regulerer lidt på madindtaget afhængig af, om du taber dig eller tager på i vægt.

Noter i dagbogen hvor tilpas du føler dig 30, 60 og evt 90 minutter efter specifikke måltider, samt hvor veltilpas du føler dig om morgenen og inden du går i seng.

I løbet af kort tid har du et rigtigt godt overblik over måltider og dage, hvor du føler dig hhv tilpas og utilpas. Og du vil lynhurtigt kunne regulere efter dit aktuelle behov!