Sådan skruer du op og ned for tempoet når du løber!
22. Jan, 2013 af Ole Stougaard

Din løbefart reguleres af, hvor meget du falder

“Motion is created by the destruction of balance, that is, of equality of weight for nothing can move by itself which does not leave its state of balance and that thing moves most rapidly which is furthest from its balance”. (Leonardo da Vinci)

Når du løber, så er din fart hverken bestemt af, hvor lange skridt du tager, eller hvor mange kræfter du bruger.

Din fart er reguleret af, hvor meget du falder samt din løbekadence.

Når vi taler om et fald under løb, så er det hvor meget du (dit massemidtpunkt) flytter sig fremad, i forhold til den fod du har i jorden. Så snart din vægt forsvinder fra standbenet, og du rammer svævefasen, så ender dit fald.

Herfra skal du vente på, at du igen får en fod i jorden, og at kroppen begynder at falde fremad, før end du igen accelererer og flytter dig fremad.

Skal du jogge i et roligt tempo, så behøver du kun et meget lille fald, hvorimod du skal falde meget, hvis du skal sprinte. Ganske enkelt.

Når vi skal igangsætte en bevægelse, så er vi nødt til at læne os i den retning vi gerne vil bevæge os. Det er ikke noget vi behøver at være bevidste om. Det er noget vi gør på autopilot.

Når vi først er i gang med at løbe, så behøver vi ikke at læne os. Så kommer vi til faldet med det momentum vi har med os.

Interessant er det, at når vi løber, så behøver vi slet ikke at tænke på det med faldet. Det kommer helt af sig selv, og det er drevet af vores motivation.

Ganske simpelt, så er det vores motivation for at komme i en bestemt retning, der på et ubevidst plan regulerer vores fald.

Har vi besluttet os for at løbe en roligt tur, så tilpasses faldvinklen til dette. Er det meget vigtigt at du når en bus eller et tog, der skal til at forlade stationen, så vil din motivation til at komme så hurtigt afsted som muligt, få dig til at læne dig meget i den retning du gerne vil bevæge dig.

De største blokeringer for at bruge faldet er, at vi dels ikke er bevidste om, at det netop er faldet der regulerer vores fart. Vi er flasket om med, at det er lange skridt og muskler der genererer fremdriften, hvilket fjerner vores opmærksomhed fra faldet.

Derudover så begrænses vi også af, at vi ikke er i stand til, eller at vi ikke tør tillade os selv at falde frit af frygt for at falde på næsen.

Så skal du lære at udnytte faldets fartpotentiale 100%, så skal du acceptere, at faldet er og bliver vores “motor”, ligesom du skal arbejde med at give slip og turde falde frit.

Når du mestrer dette, vil du frigive et enormt fartpotentiale, og du vil komme til at opleve et let og ubesværet løb, hvor du ingen kræfter bruger på at komme fremad.