Retül bikefit – nu hos Multicoach
9. Apr, 2010 af Ole Stougaard

Hos Multicoach har vi altid fokus på at få den enkelte atlet til at præstere optimalt i forhold til den enkeltes udgangspunkt, mål og ambitionsniveau.

Fysiologisk set ved vi hvordan forskellige træningsformer påvirker kroppen, og vi har rigtig god erfaring med at tilrettelægge succesfulde træningsforløb. Vi ved hvordan motoren tunes bedst muligt.

I den seneste tid er vi sideløbende begyndt at arbejde meget mere målrettet på at optimere vores atleters teknik, således at hestekræfterne ikke spildes på uhensigtsmæssige bevægelser og dårlig teknik. Den rigtige teknik vil ligeledes minimere skadesrisikoen og belastningen på kroppen. Det er ikke uvæsentligt, i og med at op mod 85% af alle der løbetræner regelmæssigt bliver skadet i løbet af et år, ligesom en del cykelryttere periodevis døjer med knæ- og rygproblemer og overbelastede hænder og arme.

Med udgangspunkt i Pose Running har vi lavet løbestilsanalyser i det seneste års tid, og som noget helt nyt kan vi nu også tilbyde bikefitting. Vi har fået verdens måske mest avancerede og bedste bikefit-system – Retül bikefit system.

Retül-systemet adskiller sig fra de mere traditionelle bikefit-systemer ved at lave en dynamisk udmåling. Dvs vi analyserer og udmåler dig mens du cykler, hvilket gør fittet meget mere funktionelt.

Ved at komme til at sidde rigtigt på din cykel vil du kunne komme til at træde flest mulige watt, og du vil minimere din risiko for skader og over belastning i knæ og ryg. Da Vi råder over udstyr til at måle iltoptagelse og mælkesyreproduktion har vi også mulighed for at finde din optimale siddeposition, hvor du får det optimale ud af dine anstrengelser ift energiforbrug, vindmodstand og fart.

Kontakt mig på mail: ole@multicoach.dk, hvis du ønsker at bestille tid til et Retül bikefit.