Poserunning løbestilsanalyse
13. Jan, 2012 af Ole Stougaard

poserunning løbestilsanalyse

Jeg havde i går en dag i “marken”, hvor jeg lavede en løbetest, en cykeltest og til sidste en poserunning-session med to triatleter fra Sønderborg Triatlon Klub.

De to triatleter havde den klassiske opfattelse af løb, hvor du for at løbe hurtigt, skal tage nogle lange skridt. De løb derfor begge to med relativ lav kadence, og de landende begge på hælen et pænt stykke foran kroppens tyngdepunkt.

Ingen af dem har problemer med skader, men de føler begge at de løber tungt – især til sidst på en løbetur, når trætheden begynder at melde sig.

At lande på hælen foran kroppens tyngdepunkt gør ikke noget godt for dit løb.

For det første er det som at løbe med håndbremsen trukket. Hver gang du lander, så bremser du dig selv, og det koster fart, kræfter og energi.

Samtidig forårsager opbremsningen et kraftigt stød, der forplanter sig op igennem kroppen. En lang række af løbeskader kan relateres til hællandingen.

Således giver det rigtig god mening at lande i en position, hvor foden lander tæt under kroppens tyngdepunkt frem for foran kroppen.

Efter den første videooptagelse lavede jeg en grundig videoanalyse af deres løbeteknik, og jeg introducerede dem for Poserunning og de tekniske del-elementer jeg arbejder med. Først i teorien, da det er meget vigtigt at forstå tanken bag poserunning. Derefter i praktikken, hvor vi arbejdede os igennem fire vigtige elementer i løbeteknik

  1. S-positionen, hvor du kan aktivere kroppens elastiske komponenter
  2. Pose-positionen – den optimale position for at kunne falde frit fremad samt at kunne reproducere Posepositionen (løft af foden fra jorden og til pose)
  3. Faldet fremad – faldet er vores speeder når vi løber. Vi skal lære at turde falde
  4. Det aktive løft af foden fra jorden. Der findes ikke noget afsæt, og det handler om at løfte foden fra underlaget, så snart faldet fremad er slut

Det tog alt i alt et par timer.

Den afsluttende videooptagelse er altid interessant. Interessant fordi vi kan gøre en stor forskel og optimere teknikken på bare et par timer. Interessant fordi løberne altid der kan se, at det giver rigtig god mening at løbe som Poserunning foreskriver.

Nedenfor ses en videooptagelse i landingsøjeblikket før og efter teknikseancen. Det er tydeligt at se, hvordan landingen er blevet flyttet meget tættere ind under kroppen. Det er fortsat ikke “perfekt”, men dog langt bedre end før.

 

 

Men den nye teknik forsvinder hurtigt igen, hvis du ikke øver dig. Så det er ikke slut efter en enkelt løbestilsanalyse. Arbejdet er kun lige begyndt.

Nu skal der til at trænes teknik i forbindelse med stort set alle løbepas. Heldigvis er det både sjovt og motiverende.