Posemethod, Newtons love og bevægelse…
4. Jul, 2013 af Ole Stougaard

Posemethod

Thomas Cortebeeck har fornylig skrevet et blogindlæg på sit website Videnform.dk, hvor han forholder sig kritisk til Posemethod, og hvor han kigger lidt på om man kan acceptere Posemethod-teorien uden at bryde med f.eks. Newtons love.

Jeg er ikke religiøs Posemethod-tilhænger, og jeg forholder mig altid kritisk til ny viden. Jeg mener dog at Thomas afskriver Posemethod som værende brugbar og korrekt på baggrund af for lidt viden og indsigt. Hvis du bare læser den information der er på nettet, så kommer du ikke dybt nok ned i teorien bag Posemethod. Og så er det relativt let at finde tekst og andet materiale der simplificerer Posemethod, og som måske gør løb lidt for let og i strid med gældende naturlove.

Men jeg mener ikke at Posemethod bryder med naturens love om end Posemethod beskriver en ny måde at anskue bevægelse, som i mine øjne er lige så gyldig som det bevægelsesparadigme der arbejdes ud fra i dag.

Dette blogindlæg handler ikke om at Posemethod er rigtigt og at Thomas Cortebeeck er forkert på den. Det kommer an på med hvilke briller man betragter virkeligheden. Og skal man anerkende Posemethod så kræver det et paradigmeskift og en ny måde at anskue bevægelse.

Det gør det naturligvis altid til en stor udfordring for den etablerede videnskabsverden af forskere, trænere, biomekanikere og idrætskandidater, og de har det med at skyde Posemethod i sænk inden de har (turde) udfordre den måde vi anskuer bevægelse i dag.

Thomas har en kandidatgrad i Idræt fra SDU og han har lært at anskue bevægelse ud fra hvad han har læst og lært gennem sin studietid, nemlig at vi skal bruge vores muskler aktivt for at skabe fremdrift. Thomas skriver bl.a. i sit blogindlæg:

“De [Pose-coaches] glemmer bare, at det først skal gøres EFTER man aktivt har trykket skråt bagud mod jorden. Det er nemlig lige nøjagtigt det, som skaber fremdrift jf. Newtons 3.læresætning om aktion lig reaktion.”

Jeg har jo selv en kandidatgrad i idræt fra samme universitet, så jeg er meget vel bekendt med den klassiske tilgang til bevægelse, og jeg har endda selv tidligere arbejdet ud fra samme principper. Præcis som 99 % af alle der kommer ud fra Idrætsstudiet så holder Thomas fast i det han har lært og han har ikke udfordret teorierne.

Det ville jeg heller ikke have gjort hvis ikke det var fordi jeg for knap 5 år siden mødte Dr Nicholas Romanov og blev præsenteret for Posemethod. Det fik mig til at udfordre nutidens konklusioner ift bevægelse. Posemethod arbejder ud fra de samme naturlove som f.eks. Newtons love, men vi kommer bare ikke til samme konklusion.

Som Thomas er citeret for ovenfor, så mener at man “aktivt skal trykke bagud (med musklerne) mod jorden for at man selv kan bevæge sig fremad”

Endvidere skriver han i sit blogindlæg:

“Fører vi principperne for aktion lig reaktion over på løb, så betyder det helt overordnet, at hvis vi skal bevæge os fremad, så skal vi påvirke jorden med en kraft i modsatte retning, dvs. bagud. Forestil jer eksempelvis en 100 m sprinter, som sidder i en startblok. Når han trykker ind mod startblokken, så trykker den på ham med samme kraft i den modsatte retning, hvilket i sidste ende skaber bevægelse. Samme princip er gældende, når sprinteren når sin topfart. Her skal han fortsat påvirke jorden i en bagudrettet bevægelse for at holde sin horisontale fart, som ellers ville falde på grund af vindmodstand og friktion. Derudover skal han ligeledes arbejde imod tyngdekraften, som konstant trækker ham vertikalt ned mod jorden.”

Og I et svar på Facebook:

“Nej, en betydelig del af den samlede kraft stammer ligeledes fra balder, forlår og baglår. Derfor kan det heller ikke undre, at 100 m løbere netop er hypertroferede i disse muskelgrupper.”

Så i mine øjne så mener Thomas, at det er kraft (koncentrisk kontraktion) fra muskler som f.eks. læg, balder, forlår og baglår der trykkes bagud, hvorved der opstår en underlagsreaktionskraft som får os fremad.

At det skulle være tilfældet mener jeg er tvivlsomt. Det bør i hvert fald give stof til eftertanke, at de såkaldte “extensors paradox” studier har vist påfaldende lidt muskelaktivitet i forlårsmusklerne i netop afsætsøjeblikket. Jeg er klar over at man kan påpege huller i disse studier, men ikke desto mindre, så indikerer det i hvert fald, at der hvor afsætsmusklerne bør være mest aktive, der er de rent faktisk inaktive.

Et andet aspekt som jeg mener at Thomas ikke tager højde for er musklernes evne til at producere kraft, hvis kropsvægten ikke er til stede. Kort sagt, så er vi nødt til at kunne bruge vores kropsvægt, hvis vi gerne vil producere kraft. Når vi løber, så er vores kropsvægt tilgængelig i et meget kort øjeblik omkring midtstandsfasen, så her kan vi godt producere kraft.

Men eftersom vores massemidtpunkt på det tidspunkt er lige over foden (eller tæt på foden), så vil et afsæt her især medføre bevægelse i vertikal retning, hvilket ikke er hensigtsmæssigt når vi gerne vil bevæge os i horisontal retning. Efter at vi har passeret midtstandsfasen så forsvinder kropsvægten lynhurtigt i takt med at massemidtpunktet roterer fremad/nedad i faldet. Og når kropsvægten ert væk, så er det umuligt at trykke mod jorden med nævneværdig kraft.

Man kan ydermere spekulere lidt over, om vi overhovedet har tid til kraftudviklingen? Verdens bedste sprintere flytter fødderne 4-5 gange per sekund og kontakttiden er ofte mellem 0.08-0.10 sek. Det giver os ufattelig kort tid til at trykke mod jorden og ikke mindst time trykket, så det giver mest mulig horisontal bevægelse. Jeg vil ikke sige at det er umuligt, men det vil være meget svært at time det præcist 4-5 gange per sekund!

Jeg mener således ikke at det er vores muskler der producerer den kraft vi bruger til at komme fremad. Jeg mener at det er vores kropsvægt der skaber bevægelse.

Forud for den klassiske biomekaniks indtog havde Leonardi Da Vinci indsæt dette, og han skrev bl.a.

“Motion is created by the destruction of balance, that is, of equality of weight for nothing can move by itself which does not leave its state of balance and that thing moves most rapidly which is furthest from its balance”.

Da Vinci tilføjede yderligere:

“Of the motion and course of animals, that figure will appear swiftest in its course which is about to fall forwards”

Senere tilføjede Thomas Graham-Brown følgende til da Vincis formulering:

“It seems to me that the act of progression itself – whether it be flight through the air or by such movements as running over the surface of the ground – consists essentially in a movement in which the centre of gravity of the body is allowed to fall forwards and downwards under the action of gravity, and in which the momentum thus gained is used in driving the centre of gravity again upwards and forwards; so that, from one point in the cycle to the corresponding point in the next, no work is done (theoretically), but the mass of the individual is, in effect, moved horizontally through the environment”.

Newtons love er med til at beskrive og forklare hvordan individuelle genstande indbyrdes og mekanisk påvirker hinanden og Sir Isaac Newton formulerede Newtons love til beregning af de forskellige parametre. Bimomekanikere er senere fulgt trop med at omsætte newtons love til den måde vi bevæger os på, ligesom idrætsfysiologer har kigget på, hvordan kroppen adapterer til forskellige former for bevægelse og belastning.

Men det er som om, at efterhånden som vores viden er blevet mere detaljeret og specifik, så er det gået i glemmebogen hvad der blevet skrevet om løb og bevægelse i begyndelsen.

Dr Nicholas Romanov har med baggrund i Da Vincis og Thomas Graham-Browns observationer defineret en generel bevægelsesteori, hvor han tager udgangspunkt i at tyngdekraften er den vigtigste mekaniske kraft i forhold til at skabe bevægelse.

Posemethods bevægelsesteori

Ganske kort beskrevet, så påvirker tyngdekraften os, og i det øjeblik vi får kontakt med jorden (support) – f.eks. en fod i jorden når vi løber – så får vi vores kropsvægt. Når vi trykker mod jorden med vores kropsvægt, så producerer vi en kraft. Den kraft modsvares af en lige så stor med modsatrettet kraft (jvf. Newtons 3 lov) som vi kalder underlagsreaktionskraften eller Ground Reaction Force (GRF).

I det øjeblik vi får vores kropsvægt, så begynder vores muskler at blive aktive. Muskelaktiviteten er styret af hvor lidt eller hvor meget kropsvægt der er, vores kropspositur samt den retning vi bevæger os.

For at skabe bevægelse er vi nødt til at flytte os – fra at vi har support (på den ene fod), mister vi for en kort stund supporten (når kropsvægten forsvinder fra supportfoden), inden vi finder ny support på den modsatte fod. I Posesprog er bevægelse lig med “change of support” eller flytning af kropsvægt fra en fod til den anden.

Selve bevægelsen sker ved at vi mister balancen og at vi roterer (eller falder) fremad og nedaf pga vores kropsvægt.

Ground Reaction Force (Ifølge Posemethod)

Hvad er underlagsreaktionskraften eller Ground Reaction Force for en størrelse?

Vi kan tage udgangspunkt i Newtons 3. Lov.

Fra: Wikipedia:

Denne lov kaldes også loven om “aktion lig reaktion”, og det er simpelt sagt også hvad den handler om.

Lidt mere videnskabeligt, og lidt mere fyldestgørende siger loven helt præcist:

“Et legeme der påvirker et andet legeme med en kraft, vil blive påvirket med en lige stor modsat rettet kraft.”

Når vi løber, så vil vi i følge denne formel producere GRF hver gang vi sætter en fod i jorden. Det gælder også inden for Posemethod. Ifølge nutidens løbeparadigme, så bliver GRF betragtet som en meget vigtig ydre kraft der påvirker os, når vi er i bevægelse. Man mener at GRF bruges til at skabe fremdrift ved at du trykker mod jorden med dine muskler, hvorved du producerer GRF som får dig fremad. Men hænger tingene nu også sådan sammen?

Men kan godt sige at GRF er en fysisk kraft, men den opstår af noget andet.

Thomas Cortebeeck hævder at det er vores muskler der producerer den GRF der skaber horisontal bevægelse, og han omskriver Newtons 2 lov således at vores acceleration fremad er lig med den GRF vi producerer i forhold til vores masse: a = F/m

Men Posemethod fortolker og konkluderer anderledes på GRF end Thomas og andre traditionelle biomekanikere.

Ifølge Posemethod så opstår GRF fordi vores massemidtpunkt accelererer fremad/nedad omkring foden og med benlængden som radius. Dvs vores masse ganget med vores acceleration bliver til den kraft vi måler på kraftplatformen: F = m x a

Thomas skriver i sit blogindlæg:

“Forestil jer eksempelvis en 100 m sprinter, som sidder i en startblok. Når han trykker ind mod startblokken, så trykker den på ham med samme kraft i den modsatte retning, hvilket i sidste ende skaber bevægelse”

Det er helt i tråd med den gængse lærdom, nemlig at sprintere bruger startblokken til at kunne lave et afsæt. Men er det nu også tilfældet?

Der er for nyligt blevet gennemført et studie, hvor man testede to former for start ud af startblokken:

1) Klassisk start med afsæt

2) Posemethod-start, hvor sprinteren falder ud af startblokken

De målte på den kraft (GRF) der blev udviklet i startblokken ved starten af en sprint, og hypotetsen var, at et fald ud af blokken ville generere en større kraft, end et afsæt ud af blokken.

Den hypotese viste sig at holde stik, og i studiet blev der målt en kraft der var 4 gange større når sprinterne faldt ud af blokken versus når de lavede et afsæt.

Kraften der måles i forbindelse med faldet skyldes, at sprinteren i løbet af meget kort tid flytter sin kropsvægt fra to arme og to fødder der har kontakt med jord/startblok til blot en enkelt fod, samtidig med at sprinteren aktivt løfter den ene fod væk fra blokken.

Det er selvfølgelig rigtig god og vigtig viden, hvis man er sprinter. Men derudover så understøtter resultatet også den generelle Pose-bevægelsesteori, der definerer at tyngekraft, kropsvægt og fald, som de elementer der får bevægelser til at ske, samt at muskler ikke skaber bevægelse, men kun understøtter bevægelse.

Sammenfattet kan man spørge om det ene er mere rigtigt end det andet?

Personligt hælder jeg pt mest til Posemethods bevægelsesteori. På et teoretisk plan giver det for mig god mening, at mennesket er skabt til at bruge tyngekraften til at skabe bevægelse ved at vi bringer vores kropsvægt ud af balance. Vores komplekse muskelapparat er så udviklet til at understøtte vores brug af kropsvægten. Det kan man let konstatere ved at flytte rundt med sin kropsvægt og fornemme hvordan vores muskler bliver mere eller mindre aktive uden at vi har fortalt dem at de skal trække sig sammen eller slappe af. Det sker af sig selv. Der er i mine øjne heller ingen brud med de gængse naturlove. De anvendes bare på en ny måde´til at forklare bevægelse.

Jeg kan ikke hævde at jeg er eliteløber, men ved at eksperimentere med mit eget løb er det tydeligt for mig at mærke, at mit løb bliver bedre, hurtigere, mindre anstregnende og mindre belastende, hvis jeg forsøger at arbejde med min kropsvægt frem for mine muskler.

Derudover så har jeg snart hjulpet rigtig mange løbere med at forbedre deres løbeteknik, og den positive feedback er for mig endnu et godt bevis på, at Posemethod virker i praksis.

Jeg er sikker på at Thomas Cortebeeck fortsat vil hævde at Posemethod er noget sludder, men jeg mangler fortsat overbevisende argumenter for, at vi rent faktisk kan skabe fremdrift i horisontal retning vha et aktivt afsæt, hvor vi udvikler kraft gennem en koncentrisk muskelkontraktion i lægge, forlår, baglår og balder.