Portræt af Bjarke Vestesen
12. Maj, 2010 af Ole Stougaard

IMG_7181

Bjarke Vestesen er et af mine rigtig gode bekendtskaber. Jeg lærte Bjarke at kende tilbage i 2006, hvor han henvendte sig til mig, da han havde brug for råd og vejledning til at komme i form til at gennemføre sit første maratonløb. Da jeg første gang mødte Bjarke var det som en ”utrimmet” motionsløber med skinnebensbetændelse, og med kun kort tid til maraton, var det en udfordring af de større :-)

Men jeg kunne fornemme at Bjarke virkelig havde motivationen til at komme ”rigtigt” i gang med at løbe, og vi aftale, at frem for at satse hele butikken på at komme i form til maraton, så lavede vi en langsigtet plan med det formål at få Bjarke skadesfri og roligt i gang med træningen. Maraton måtte han så løbe med den form vi nu i gang kunne nå at bygge op. Og det lykkes til fulde, og i dag er Bjarke en ganske habil motionsløber der ikke kan undvære sine ugentlige træningsture…

Jeg har for nyligt haft en snak med Bjarke, hvor vi har kigge tilbage på de forgange år.

Hej Bjarke. Jeg har jo kendt dig siden 2006, hvor du henvendte dig fordi du havde brug for hjælp til at komme i maratonform. Det var en anden udgave af den Bjarke Vestesen jeg kender dig. Hvad fik dig til at tage beslutningen om at løbe et maraton?

Beslutningen kom ikke fra den ene dag til den anden. Jeg har altid løbet siden, jeg var teenager, og jeg bildte mig dengang ind, at min krop ikke kunne klare at løbe mere end 10 kilometer. Jeg forsøgte nogle gange, men fik ondt i benene og slidsår på lårene. Først da jeg deltog i fortræningen til Eventyrløbet kom jeg ud på længere distancer samtidigt med, at jeg fik nogle gode råd af andre løbere om betydningen af rigtige løbesko, løbetights og vaseline til de steder, jeg før fik slidsår.

Maraton var alligevel aldrig i mine tanker før omkring det tidspunkt, jeg fyldte 40 år. Kald det 40-års-krise, men der var meget mere i det end dét. Det er nemt at sige, at det var for at prøve personlige kræfter både fysisk og psykisk, men det er oftest den forklaring, alle 40+ mænd kommer med. Jeg havde en anden årsag, som var langt alvorligere.

Livstruende sygdom i min nærmeste familie gjorde, jeg var nødt til at have et personligt pusterum i en hverdag, der fra den ene dag til den anden blev vendt op og ned. Min kones kræftbehandling var af så alvorlig karakter, at jeg kun havde det frirum, det var at løbe. Derfor blev turene længere distancemæssigt, dybere mentalt ind i sjælen og en flugt fra en virkelighed, jeg først senere så i øjnene, fordi jeg fortrængte den.

Da Ole lærte mig at kende vejede jeg 10 kg mere end i dag. Det kunne mærkes på de lange ture med skinnebensbetændelse, men i sensommeren 2007 gennemførte jeg mit første maraton (HCA Marathon). Jeg husker stadig, hvordan Ole stod ved domhuset i Albanigade og heppede og kom med opmuntringer, selv om jeg må have set slidt ud og der var ved at være udsolgt. De sidste kilometer var en kamp, men sejren var hjemme og jeg vidste, jeg ville løbe et nyt maraton. Det er blevet til foreløbigt fem af slagsen, og tanken om enten en triatlon eller et ultraløb på 50 eller måske 100 kilometer rumsterer i hovedet. Denne gang er det ikke for mentalt at løbe fra det hele, men at sætte et nyt mål, fordi løb er så pragtfuldt.

Hvad indvirkning fik det på din dagligdag og dit liv generelt?

De lange løb har haft den betydning, at jeg i dag prioriterer min træning. Min krop kan ikke holde til at løbe hver dag, for så bliver jeg skadet, men jeg har erkendt, at jeg skal bruge min krop på andre træningsmåder. Hver morgen begynder jeg med træning i fitnesscentret, det være sig spinning to-tre gange om ugen, cross trainer, lidt roning eller løbebånd. Dertil kommer de tre ugentlige løbeture i løbeklubben om aftenen, så jeg alene i marts havde over en times træning om dagen. Og selv om jeg vægtmæssigt var kortvarigt nede under 70 kg ligger jeg i dag stabilt på 75 kg. Jeg tror på, at den alternative træning kan kurere eller holde skader nede – og jeg har ellers prøvet både skinnebensbetændelse, væske i knæet og senest betændelse i akillessenen.

Motion gør det ikke alene, for med træningen følger også andre ting. Kosten er ændret. Tidligere kunne jeg snildt spise et par cheeseburgere og en is fra McDonald’s på vej hjem fra arbejde, inden jeg skulle hjem at spise. Mottoet var dengang, at “man skal ikke spise på tom mave”. Droppede jeg cheeseburgerne kunne jeg finde på at købe fire hindbærsnitter på tilbud. To blev spist i bilen hjem, og så kan man ikke komme hjem til kone og to børn med to hindbærsnitter tilbage. Hvad gør man med dem? Spiser dem, naturligvis.

Det er slut i dag. Kager er tilladt, men i langt mindre omfang end tidligere, og det er ikke noget offer for mig at undvære de søde sager – selv om jeg ikke er mere hellig end at jeg stadig spiser med af fredagsslikket foran Disney Sjov fredag aften og heller ikke går af vejen for at køre en pose Matadormix ned på arbejdet på en halvsløv eftermiddag.

Øl, vin og spiritus hører til sjældenhederne og allerhøjst ved højtiderne kan jeg drikke en enkelt øl. Det må jeg høre meget for af folk, der ikke forstår, hvad træningen betyder for mig, og det kan til tider være grænseoverskridende at høre på. Det er mit valg at træne så meget, som jeg gør, og det står jeg ved og forsvarer. Derfor er der også skåret ned på sociale begivenheder af samme grund. Livet består af valg og fravalg, og man skal prioritere sin tid bedst muligt. Derfor koster træningen uundgåeligt på den sociale konto – omvendt har jeg fået nogle venskaber for livet gennem netop træningen.

Sammen med maratonprojektet etablerede du en blog/klumme, hvor du hver lørdag skrev et indlæg i Fyens Stiftstidende omkring dig og din løbetræning. Hvad fik dig på den idé, og hvad fik det af betydning?

Jeg begyndte at skrive en ugentligt løbeklumme i Fyens Stiftstidende samtidigt med, at jeg begyndte træningen til mit første maraton. Jeg fulgte Oles træningsplan til punkt og prikke, og jeg brugte det som udgangspunkt for klummerne. I første omgang skulle klummen være i avisen indtil det første maraton i 2007. Men min redaktør mente, at den skulle fortsætte i kraft at de mange positive reaktioner, der kom fra læserne. Avisens målgruppe er netop dem fra 40 år og opefter, som ligesom mig finder ud af, at vi ikke er udødelige og at vi er nødt til at holde os nogenlunde i form for at have et sundt, sygdomsfrit liv. Klummen kører stadig og jeg har nu skrevet omkring 175 af dem – hver eneste uge året rundt, også i ferier og på udlandsrejser.

Hvordan er det gået med træningen siden du begyndte? Hvor mange maratons kan du skrive på cv´et?

Jeg har løbet fem maratons og det har hver især været store oplevelser. To gange H.C. Andersen Marathon, to gange Copenhagen Marathon og én gang Hamburg Marathon. Jeg skulle have løbet mit tredje Odense-maraton i september 2009 og blot to uger før havde jeg min sidste træningstur på 30 kilometer. Betændelse i akillessenen gjorde, at jeg efter råd fra en fysioterapeut (Finn Kazcmarek, Muskler & Led) droppede dette løb og kunne i stedet rapportere fra målområdet til det tillæg, Fyens Stiftstidende udgav dagen efter om løbet. I dag er betændelsen væk, træningen er igen på rette spor, ugens lange træningstur er igen over 20 kilometer og 2010 skal igen byde på den klassiske maratondistance. København er udelukket på grund af min datters fødselsdag samme dag. Men Storebælt Naturmarathon fra Slagelse via Korsør til Skælskør er en seriøs mulighed, og så går overvejelser igen på, om jeg i september skal stille op på hjemmebane i Odense eller weekenden efter tage til Berlin Marathon sammen med 40.000 andre løbere.

Har din motivation og dit drive ændret sig siden du begyndte at løbe? Er det nogle andre ting der motiverer dig nu end dengang?

Min træning har ændret sig gennem årene. Hvor jeg forud for de første maratonløb var nærmest fanatisk omkring træningen og fulgte træningspunktet ned til mindste detalje er jeg i dag mere afslappet om det. Jeg kender distancen, jeg frygter den ikke – men har respekt for den, jeg kender den mentale kamp, og jeg ved, hvad der følger bagefter af ømme muskler, underlige gangarter og mindst en uges løbepause. Det får mig ikke til at ændre, at jeg stadig har både drive og motivation til at løbe maraton.