Ny Multicoach-træner: Jacob Agger Troelsen – knivskarp og lynhurtig (del 2)
28. Jan, 2010 af Ole Stougaard

Jacob Agger Troelsen

Her følger anden del af interviewet med Jacob

Hvorfor blev det netop MTB-sporten? Hvad er det der trigger dig til at ræse rundt i de danske skove? Hvad er dit favoritsted i DK og køre MTB?

Den primære årsag til at jeg valgte MTB-sporten var, at jeg trængte til at komme væk fra fodboldbanen og ud i naturen. Hvilket gjorde MTB til et oplagt valg. Det fede ved at ræse rundt i de danske skove er dels at det giver en enorm frihed og ro i forhold til det pulserende byliv samtidig med at der er både høj puls og action.

Der er rigtig mange gode steder at køre i DK, så jeg har efterhånden fået en god håndfuld favoritsteder. Det kan være lidt svært at forklare, hvad der gør dem specielle for mig. Men ofte er det en blanding af kuperet og teknisk terræn samt skovens beliggenhed. F.eks. ligger der en række små skovområder nordøst for Århus, hvor man køre oppe på en forholdsvis stejl skrænt lige ned til vandet. Det giver mig altid et ”kick” at køre her. Jeg tror det er blandingen vinden fra havet, en fantastisk udsigt og den fysiske anstrengelse! Af mere kendte steder syntes jeg at MTB-ruterne i Blåbjerg Plantage ved Henne Strand i Vestjylland er et rigtig godt sted. Det er teknisk, sjovt samt anderledes terræn og natur i form af hedelandskab og nåleskov, som står i kontrast end de velkendte danske bøgeskove! Så det er fedt at have et ”familiesommerhus” lige i nabolaget :-)

Er du fortsat aktiv? og har du sat nogle personlige sportslige mål for 2010?

Ja, jeg er forsat meget aktiv. Sidste sæson var rigtig god. Til trods for at jeg blev far, fik jeg trænet meget og det var faktisk den sæson hvor jeg har deltaget i flest løb. Så det har jeg tænkt mig at følge op på i år og se om jeg kan gøre det endnu bedre end sidste sæson, hvor det bedste resultat nok var en 7. plads i den sidste afdeling af den hjemlige Shimano Liga, og en 8. plads til DM på maraton distancen. Så det ville være fedt med en top 5 placering i et shimano liga-løb og et godt resultat til DM! Derudover har jeg ambitioner om at deltage i et etapeløb i udlandet, hvor det bliver ved jeg ikke, men der er mange spændende muligheder!

Du har netop afsluttet dit speciale ved institut for Idræt ved Århus universitet. Hvad har du skrevet om i dit speciale? Er du tilfreds med resultatet af anstrengelserne?

Mit speciale omhandlede træthed og restitutionsevne efter forskellige træningsformer indenfor cykling. Kort fortalt en sammenligning og undersøgelse af den akutte restittutionsfase (24 timer) efter enten hård og intensiv intervaltræning eller længerevarende udholdenhedstræning ved submaksimal intensitet. Herunder hvorledes restitutionsfasen påvirkes af forskellige kosttilskud (vand vs. kulhydrat vs. kulhydrat/protein).

Så overordnet et meget spændende projekt, som har udmøntet sig i nogle resultater der kan bruges til træningsplanlægning og præstationsoptimering indenfor primært cykling og men bl.a. også triatlon! Det var et meget omfattende projekt af et års varighed med en omfangsrig testprotokol, men set i bakspejlet har det været en rigtig god proces og helt sikkert det hele værd når man står med opgaven i hånden bagefter. Næste fase er at forsøge at få resultaterne publiceret i form af en videnskabelig artikel – så helt færdig er jeg ikke :-)

(NB. Jacob fik topkarakteren 12 for sin specielopgave og det efterfølgende forsvar af apgaven)

Super. Tak for det. Jeg ser frem til et godt samarbejde fremover.