Morgenløbetur med tid til tanker og refleksion
24. Jun, 2012 af Ole Stougaard

Ole Stougaard in Belgrade, June 2012

Jeg har fødselsdag i dag. Jeg er netop fyldt 37 år, og jeg føler mig rigtig godt tilpas i livet. Jeg har en skøn skøn hustru og vi har en dejlig søn. Jeg føler at jeg trives og er i god form, og jeg arbejder med det jeg allerhelst vil – nemlig sport og træning.

Jeg hører egentlig ikke til dem der i forbindelse med årets store mærkedage – f.eks. nytår eller fødselsdag – gør status over livet og sætter mig nye mål. For mig er det en evigt igangværende process, hvor jeg jævnligt evaluerer mine mål og justerer kursen.

Foruden en masse gode gaver fra familien gav jeg mig selv en god lang morgenløbetur i fødselsdagsgave. Jeg holder rigtigt meget af mine tidlige løbeture, og i dag blev der tid til at filosofere og reflektere over nogle af mine store mål med livet.

Sport og træning har altid været en stor og vigtig del af mit liv, og det er jeg også ret sikker på at den vil være for altid. Det startede i min ungdom, hvor jeg begyndte at løbe og senere at dyrke triatlon. Jeg var så heldig at talentet rakte til både landshold og sejre i forskellige større triatlon konkurrencer.

Uddannelsesmæssigt valgte jeg idrætsstudiet og en kadidatgrad i idræt og sundhed. Min idrætslige erfaring og viden blev fundamentet til min egen virksomhed med personlig træning (Først Multicoach og nu Multitesta).

Som personlig træner har jeg mange gange været vidne til, hvordan et mål om at komme i form, at løbe en halv- eller helmaraton eller at gennemføre en ironman på den gode måde kan ændre folks liv. Det er lige fra den let overvægtige og meget stressede business-person der nærmest redder sig selv fra en alt for tidlig død, til folk der gennem træningen finder en dybere mening med en sund og aktiv livsstil.

Det har medfødt et stort personlig ønske – måske min karrieremæssige livsvision – at jeg gennem mit virke som personlig træner og coach kan hjælpe mennesker med at forbedre deres sundhed, trivsel og præstationer.

Med den teknologiske udvikling der er sket i de senere år, er visionen blevet tilpasset således det nu ikke kun gælder for mig selv som træner, men mere generelt at hjælpe alle trænere med at hjælpe så mange mennesker som muligt.

Med en innovativ og unik teknologi jeg i Multiquark har udviklet sammen med et yderst kompetent team, har vi gjort det muligt at automatisere træneres viden og gennem digitale medier hjæpe så mange fysisk aktive mennesker som muligt. Vi kan give dem både træningsplaner og gennerelle råd og vejledning baseret på træningseksperters viden.

Multiquark hjælper fysisk aktive personer med at få mest mulige ud af deres træning, så de kan forbedre deres sundhed, trivsel og præstationer.

Jeg lancerer de første automatiserede løbetræningsplaner i efteråret 2012. Planerne rummer kun en lille flig af alt det, som vi over tid kan tilbyde. Men ikke desto mindre er det mere end noget andet træningssoftware på markedet i dag.

Og jeg kan ikke vente med lanceringen til at vi får udviklet det perfekte produkt. For det gør vi aldrig. Vi er så ambitiøse at for hver udfordring vi løser og hvert mål vi når, så dukker der 10 nye udfordringer og mål op. Og vi skal på banen og hjælpe løbere, og de skal hjælpe os med feedback og konstruktiv kritik, som kan gøre produktet endnu bedre. Vi er til for jer, så derfor er det kun naturligt at vi beder om jeres mening.

Et år er gået, og jeg glæder mig helt vildt til et nyt et af slagsen. Snart står den på sommerferien, hvor batterierne skal lades op inden det går løs med lanceringen i efteråret…