Løb med avisen – et super løbeinitiativ
18. Jan, 2010 af Ole Stougaard

Fra Fyens Stiftstidende, Foto: SONNICH JENSEN

Fyens Stiftstidende og løbeklubberne Fjordager IF og OGF står bag Løb med avisen, som er et gratis tilbud til alle der gerne vil i gang med at løbetræne.

I år er ikke færre end 1400 løbere tilmeldt, og helt frem til d 31 maj, er der fællestræning hver mandag.

Det er på ingen måde let at komme i gang med at løbetræne regelmæssigt, selvom det på papiret ikke ser særligt kompliceret ud! Det er jo bare at hoppe i løbetøjet, og komme afsted to, tre eller fire gange om ugen. Og så huske på, at der skal bygges langsomt op.

Hvorfor det alligevel er så svært handler ofte om, at beslutningen ikke er ordentligt tænk igennem.

Er du egentlig motiveret?

Er du virkelig motiveret eller er det mest af alt af pligt du starter op? Er det sundhedskampagnerne og det øgede fokus på at leve det sunde liv, der skruer dig ned i løbeskoene, selvom du ikke rigtig har lyst? Løb rummer en masse herlige ting, som er svære at sætte ord på – det skal simpelthen mærkes og opleves. I første omgang kan det godt være svært at finde en dyb indre motivation til at begynde at løbetræne, men det er ikke desto mindre vigtigt, at der er et element af motivation til at komme i gang med at løbetræne, hvis du vil lykkes

Har du sat dig et mål?

Et andet element er vores mangel på retning. Vi starter ofte op uden et decideret mål at arbejde hen imod, og så er det svært at finde vejen. Det kan lyde meget seriøst og systematisk at skulle sættes sig et mål, og selvom du måske ikke lige brænder for at deltage i motionsløb, og du måske gerne bare vil løbetræne, for at blive sundere og komme i bedre form, så er det altså en god idé med et konkret mål, der er til at tage at føle på. Så sæt dig et lille personligt mål, således du kan lave en fornuftig og velstruktureret træningsplan

Glem ikke hyggen

Vi har en tendens til at ville det hele med det samme, og vi farer afsted over stok og sten. Skader er en af løberens værste fjender, og statistikken taler sig tydelige sprog. Mellem 80-85% af alle der løbetræner, bliver skadende i løbet af et år. Når det kommer til løb, skal vi være meget tålmodige og bygge langsomt op. Og vi må ikke glemme at arbejde med teknikken – dårlig løbestil kan være kilden til mange skader.

Og vi skal acceptere at løb i de første mange uger generelt er mere ”hårdt arbejde” end ”velvære og trivsel”. Grundformen skal på plads inden løb for alvor bliver en nydelse. Vi kan heldigvis bløde lidt op, ved ikke at starte ud med intervaltræning og hårdt tempoløb, men så vidt muligt bare blive i komfortzonen, hvor du har lidt overskud og luft til at føre en samtale – med de andre der er i samme båd!

Løb med avisen rummer mange af disse elementer. Du skal fortsat selv gøre det hårde arbejde og løbe kilometerne, men der er masser af hjælp og vejledning at hente. Fællestræningen sikrer et vigtigt element af socialt fællesskab, og en fast aftale du ikke kan tillade dig at svigte, selvom vejret mere er til tv og hygge