Løbeworkshop hos Marathonsport i samarbejde med Brooks Pure Project
27. Sep, 2012 af Ole Stougaard

Løbeworkshop hos Marathonsport

Sidste weekend var jeg en tur forbi Marathonsports butik på Vesterbro for at holde en tretimers løbeworkshop.

30 entusiastiske og nysgerrige løbere var mødt frem, og vi fik nogle gode timer sammen, hvor vi havde fokus på løbeteknik. En løbebutik som Marathonsport er godt udgangspunkt, når det drejer sig om at samle løbere og butikspersonale til et af tidens hotte løbeemner, løbeteknik og løbesko.

Min holdning er, at vi ikke lærer at løbe ved at købe nye løbesko, og hvis du vælger at begynde at løbe i en såkaldt minimalistsko, så gør du klogt i også at få instruktion i løbeteknik.

Jeg ser mange løbere futte rundt i fivefingers, men de har en løbeteknik, der gør, at det bliver en pinefuld og anspændt oplevelse – i stedet for god og behagelig en. Jeg har også talt med flere fysioterapeuter, der ser en stigende tendens til, at løbere får fodskader og træthedsbrud i fodens knogler. Er der mon en sammenhæng imellem denne form for løbeskader og så trenden med at købe minimalistiske løbesko??

Uden en fornuftig løbeteknik dur det i hvert fald ikke at købe flade sko.

Jeg ser to måder, hvorpå du kan komme i gang med at løbe i flade sko:

1) Vælger du at starte ud i et par helt flade minimalistiske løbesko, så skal du arbejde meget fokuseret med løbeteknik. Du skal samtidig starte ud med at løbe meget lidt – f.eks. 2-3 km per løbepas. Når teknikken er på plads, kan du gradvist begynde at løbe længere og længere.

2) Hvis du holder af at løbe, og hvis du gerne vil fastholde en fornuftig træningsmængde, så kan du vælge gradvist at vænne dig til at løbe i helt flade sko ved at starte med en sko med f.eks. 9 mm drop, dernæst 6 mm drop, så 3 mm drop for til sidst at ende med en helt flad sko med 0 mm drop.

De fleste, som jeg arbejder med vælger ofte løsning 2. Løbere vil sjældent undvære deres ugentlige træningspensum, og jeg mener ikke, at det er en pris, som de nødvendigvis skal betale, hvis de gerne vil lære at løbe.

Der findes forskellige brands, der laver gode sko til minimalistløb. Jeg bruger selv både Inov-8, New Balance Minimus og også Brooks Pure Project Sko. Brooks Pure Project tilbyder flere modeller med forskellige drop, så deres linje passer ganske godt ind i model 2, hvor du over en periode på måske 6-12 måneder kommer ned i en sko med 0 mm eller 3 mm drop.

Pure Project-skoene er ikke “ægte” minimalistsko, da de ikke opfylder alle de kriterierne for den slags sko. Men ikke desto mindre er det nogle sko, som mange løbere er glade for, og de passer ganske godt ind i den måde, som jeg arbejder med løbeteknik på.

Indlæring af løbeteknik sker igennem instruktion og træning. De rigtige løbesko kan understøtte processen, men både for lidt og for megen støtte og skodrop kan reducere indlæringsevnen.