Lær at løbe rigtigt, eller lær andre at løbe rigtigt
24. Jan, 2013 af Ole Stougaard

Lær at løbe rigtigt, eller lær andre at løbe rigtigt

I weekenden den 16. og 17. februar sætter jeg fokus på korrekt løbeteknik.

Hen over hele weekenden afholder jeg et level 1 Poserunning-trænerkursus, hvor lørdagens program også inkluderer en løbeteknikworkshop, der er åben for løbere, der gerne vil lære at løbe bedre, men som ikke nødvendigvis har ambitioner om at blive trænere og lære andre at løbe rigtigt.

Korrekt løbeteknik er et meget overset parameter, når det kommer til løbeperformance og løbeskader. I dag handler løbeperformance om at træne mere og/eller hårdere. Det vil sige, at omdrejningspunktet er træningsplanlægning.

Når det kommer til løbeskader, retter vi fokus på løbesko som et værktøj til at forebygge, at skaderne kommer igen. Fysioterapeuter er også begyndt at arbejde med løbestilsanalyser og korrektion af svagheder og ubalancer.

Jeg erkender i samme åndedrag dog, at der (heldigvis) er ved at ske en holdningsændring, og at flere og flere får øjnene op for, at rigtige løbesko eller symptombehandling hos en fysioterapeut måske ikke er løsningen på et skadeproblem.

Kort fortalt, skal du, hvis du er løber, fysioterapeut eller løbetræner, deltage i denne weekend af følgende årsager:

Øget performance
Når du løber uhensigtsmæssigt, bremser du dig selv, hver gang du sætter en fod i jorden, ligesom du bruger en masse unødvendig energi på unødvendige bevægelser. Det giver ikke megen mening at løbe med håndbremsen trukket, og ved at lære en god løbeteknik vil du kunne konvertere alle de bremsende bevægelser til mere fremdrift og fart.

Færre skader
Jeg kan ikke garantere et 100 % skadesfrit løb, men det er sikkert, at du vil kunne reducere antallet af løbeskader til et minimum, hvis du lærer at løbe, som du bør. Vi kan vende tilbage til håndbremsen. Ikke nok med at du bremser dig selv, du skal også slås med bremsekraften, som kroppen skal tage imod. Den belastning er uden tvivl den største årsag til, at du bliver løbeskadet.

Ved at løbe korrekt vil du også bruge din krop på den rigtige måde i forhold til at absorbere energi og frigive den igen. Det handler om at lade dine muskler – frem for dine led, sener og knogler – håndtere den belastning, som vi påfører kroppen, for hvert eneste skridt vi tager.

Vores muskler har en fantastisk evne til at virke som en elastik, der absorberer energi, når vi lander, og elastikken spændes for så et splitsekund senere at frigive denne energi igen.

Lettere løb
Det siger sig selv, at mindre belastning gør din løbeoplevelse lettere. Derudover vil du lære at løbe ved hjælp af tyngdekraften og din kropsvægt, frem for at du bruger dine muskler. Rigtigt løb handler om at bruge sine muskler så lidt som muligt. Med mindre muskelaktivering kommer der også en langt større oplevelse af lethed i dit løb.

Der er fortsat ledige pladser på både trænerkurset og løbeteknikworkshoppen. Ønsker du at deltage, så send en mail til ole@multitesta.dk.