Kan du overgå dig selv?
9. Sep, 2010 af Ole Stougaard

 

Går du med planer om at sætte dig et stort og udfordrende mål i 2011, så er det ikke for tidligt at komme i gang med den overordnede planlægning. Det kan være at du vil deltage i en af de store danske begivenheder, f.eks. Challenge Copenhagen, Grejsdalsløbet eller Copenhagen Marathon, eller måske drømmer du om Berlin Marathon eller New York Marathon eller om at kvalificere dig til Ironman Hawaii.

Inden du kommer til detailplanlægningen, så er det altid en god ide at få fastsat de overordnede rammer for projektet. Til det har jeg hentet stor inspiration i Stephen R. Coveys De 7 gode vaner, som handler om at skabe et stærkt menneskeligt fundament for en øget præstationsevne.

Prøv at gøre dig nogle tanker og overvejelser omkring nedenstående vaner, og skriv dem gerne ned på et stykke papir.

Vane 1: Vær Proaktiv
Tag initiativ, hold løfter og påtag dig ansvar. På den måde kan du påvirke resultaterne i positiv retning. Hold fokus på de ting du selv kan gøre noget ved, og undlad at bruge energi på de områder, hvor du ikke kan påvirke resultaterne.

Vane 2: Begynd med slutningen
Find ud af hvad du dybest set ønsker at få ud af dit projekt, og hvad er det er, der virkelig motiverer dig. Hvorfor vil du nå det mål du har sat dig? Lav en personlig målsætning for konkurrencen, og planlæg en række delmål. Tænk ikke kun på resultatmål, mens sæt dig også nogle præstationsmål og procesmål. På baggrund af dette udarbejd en handlingsplan og en træningsplan.

Vane 3: Gør det første først
Prioriter dine opgaver og find ud af, hvad der er vigtigst for at du når dit mål. Sørg for at planlægge, så du både har kortsigtede og langsigtede mål. Brug planlægningsværktøjer der sikrer, at du arbejder effektivt og skaber gode resultater.