Jeg deler min viden om løb med alle der vil lytte og lære
7. Mar, 2012 af Ole Stougaard

Poserunning-workshop hos LØBEREN i Ålborg

Som træner, idrætsfysiolog og menneske har jeg sat mig for at gøre god trænerviden tilgængelig for så mange mennesker som muligt. Vi kommer ikke langt, hvis vi holder vores træningsmetoder og træningsprincipper hemmelige, og kun bruger det på dem vi træner.

Løb er populært som aldrig før. Bare i Danmark er der over 1 million der løbetræner regelmæssigt!

Mange gode intentioner om at blive løber ender dog alt for ofte i ingenting. Rigtigt mange løbere får en løbeskadede og andre mister slet og ret motivationen. Og så ender det med at være en ond cirkel der kører i ring. Nok er der på papiret mange der løber, men langt de fleste når ikke videre end de første par måneder inden de stiller løbeskoene på hylden igen. Så går der en tid uden løb inden et nyt incitament får dem til at prøve til igen.

Jeg tror på, at vi kan bryde dette mønster, hvis vi sørger for at “uddanne” dem der gerne vil løbe ordentligt, og hvis vi giver dem de rigtige værktøjer i form af for eksempel gode træningsplaner og træningsvejledning.

Derfor forsøger jeg at øse så meget ud af min viden om løb som overhovedet muligt, ligesom jeg ønsker at samle og organisere andre træneres viden og gøre denne let tilgængelig.

Følgende projekter er en del af denne mission.

Multitesta

Multitesta er visionen om at etablere et trænernetværk, hvor trænere under et fælles brand hjælper løbere (atleter) med personlig træning og vejledning og præstationsoptimering gennem løbestilsanalyser, løbetest etc. Trænerne hjælper også hinanden til at blive bedre trænere gennem viden- erfaringsdeling. Når man samarbejder på denne måde bliver 2+2 til 5

Multiquark

Multiquark handler overordnet om at automatisere træneres viden, således at denne viden kan gives til så mange mennesker som muligt på en let tilgængelig måde. I den digitale tidsalder vi lever i er internettet fantastisk til massedistritibution, og det er pludselig muligt at en løber kan få glæde af en træners viden, selvom han befinder sig på den anden siden af jorden.

Og træneren behøver ikke at bekymre sig om der overhovedet er timer nok i døgnet til at hjælpe alle de mange løbere. Algoritmerne sørger for at levere den viden løberen har brug for.

Jeg er for ganske nylig begyndt at teste den første løbealgoritme baseret på min egen viden om løb. Der er selvfølgelig fortsat småfejl der skal rettes og kode der skal ændres, men det er en fornøjelse at se at et stykke software kan generere en træningsplan som jeg selv ville have lavet den og ikke mindst tilpasses sig selv hen ad vejen på sammen vis jeg ville gøre.

GO’ Maraton

GO’ Maraton er et samarbejde mellem mig/Multitesta og TV2.dk. Gennem GO’ Maraton formidles viden om løb videre til rigtigt mange GO’ Maraton løbere og TV2.dk´s læsere. Løberne guides gennem en træningsplan og hver uge er der nye artikler på go.tv2.dk omkring løb. Som “cheftræner” for GO’ Maraton bidrager jeg med min viden og erfaring til mange af de artikler der publiceres.

Poserunning – trænerkurser, workshops og foredrag

Poserunning er IKKE religion, men derimod er meget præcis definition af hvordan vi løber. Manden bag Poserunning – Dr Nicholas Romanov er en ekstremt dygtig og arbejdsom videnskabsmand, der har dedikeret det meste af sig liv til at lære løbere og løbetrænere om, hvordan vi løber.

For mig er løbeteknik et af de elementer jeg har manglet i min egen aktive karriere som triatlet og løber, og det er nok en primær årsag til at jeg ikke helt har fået det fulde udbytte af mit fysiologiske talent (kondital på 84)

Jeg har opdaget løbeteknik og jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvor stor en forskel korrekt løbeteknik vil gøre i kampen om at nedbringe antallet af løbeskader og øge løbeglæden blandt løbere.

Gennem trænerkurser indfører jeg andre trænere i Poserunning således de forstår teorien bag hvordan vi løber samt at de kan analysere løberes løbeteknik og lære dem at løbe bedre. Jeg tager også selv ud og holder workshops og foredrag blandt løbere, og det er altid en fornøjelse at være med til at hjælpe løbere godt på vej mod deres mål.

Løbebog

Jeg har også taget tilløb til at begynde at skrive en bog om løb. Der findes mange bøger om løb, men jeg synes at jeg har fundet et område der endnu ikke er blevet skrevet om – eller i hvert fald ikke set med mine briller. De første linjer i bogen er netop blevet skrevet og jeg glæder mig til arbejdet som forfatter.

Forskning og idéudvikling

Jeg har en idrætsfysiologisk uddannelsesbaggrund så jeg er skolet til at forskning er essentielt for konstant at blive klogere og få mere indsigt. Jo mere vi ved, desto mere er der vi ikke ved! Jeg forsøger konstant at skabe gode relationer til folk der arbejder med forskning, og lige nu er mit fokus at være med til at igangsætte nogle projekter der kan dokumentere effekten af korrekt løbeteknik i forhold til f.eks. løbeskader.