Ironman tider anno 2010
27. Aug, 2010 af Ole Stougaard

Nu er det snart nogle år siden jeg stoppede min aktive triatlonkarriere for at hellige mig Multicoach og trænergerningen.

Det har været interessant at følge udviklingen på Ironman-distancen gennem de senere år. Der er sket en enorm udvikling og et markant skift i sluttiderne blandt eliten. Vi skal ikke mange år tilbage før end sluttider på 9 timer var rigtigt godt, og at tider på 8t30min var nok til at vinde et race. Det er ikke længere tilfældet!

Ser vi på sluttiderne anno 2010, så skal man tæt på 8 timer for at vinde en af de store iron-dsiatnce konkurrencer, og typisk så er top 10 eller endda top 15 under 8t30min. Hvad er det sket?

Jeg tror ikke vi skal finde løsningen i atleternes fysiologiske potentiale. Atleternes kondital, syregrænse og udholdenhed er ikke bedre i dag, end den var for 10 år siden.

Hvis vi kigger lidt på disciplin-tiderne, så kan vi grave lidt dybere, og komme tættere på en mulig forklaring:

Svømning
Svømmetiderne er sammenlignelige med tiderne for 10 år siden, men gruppen der svømmer hurtigt er markant større. Det vil sige at flere kommer ud af vandet samtidig

Cykling
Det er især på cykeldelen at tiderne er blevet bedre, og det kan der være flere årsager til.

Når flere kommer ud af vandet samtidig øger det også sandsynligheden for at der dannes felter, hvor atleterne – hvad enten de overholder 7 eller 10 meter reglen eller ej – får en positiv gevinst i form af at ligge i læ. Her kan der sparres en del procent.

Udstyret er også blevet bedre. Lettere cykler og bedre aerodynamik giver også nutidens triatleter en fordel.
Ud fra nogle dagligdagsbetragtninger har jeg også selv et tredje og måske knap så åbenlyst bud: Triatleternes mentale anker for hvad der anses for en hurtigt cykeltid har rykket sig.

Tilbage i starten af halvfemserne var 5 timer for mange skellet mellem en rigtig hurtig cykeltid og en mere moderat cykeltid. I dag taler tritleterne om de ”magiske” 4t30min.

Jeg har i dag en god kontakt til de Odenseanske elite-triatleter, som ligger og klokker omgange på de samme ruter som jeg trænede på. Især er der en rundstrækning ved Kerteminde, som er ofte anvendt. Jeg brugte selv runden til at evaluere min træning, og kunne jeg køre på bestemte tider, så vidste jeg at jeg var i god form. Runden er på 20 km og kunne jeg komme tæt på 30.30 eller 31.00 minutter så var jeg godt kørende. Sub 30 min anså jeg dog for værende et mirakel hvis det lykkes.

På samme måde bruger triatleterne i dag de 20 km til at teste formen, og jeg forundres hver gang at jeg hører dem tale om at tider på 30 minutter ikke er andet end en halvgod dag. Nu er grænsen på 28-29 minutter, og det er accepteret.
(som en note kan jeg fortælle at Jens Koefoed og jeg kørte hhv 55 og 56 min på 2 omgange ifm med et triatlonstævne i 1993 (så vidt jeg husker), og det er mig fortsat en gåde, hvordan det kunne lade sig gøre. Men i stedet for at gøre det til referencerammen, så parkerede jeg den desværre som ”uforklarligt”)

Så min egen konklusion på de bedre cykeltider er i høj grad,at vi mentalt har flyttet grænsen for den standart som vi holder vores tider op imod. Mennesker forholder sig i mange henseender relativt til præstationer i forhold til en defineret standard ,og hvor meget vi end gerne vil blive bedre, så kommer vi sjældent forbi den overligger, vi selv har defineret og sat op.

Et af de helt klassiske eksempler fra sportens verden er de magiske 4 minutter på milen, som i mange år ansås som en umulig tid at komme under – de 4 minutter var løbernes mentale anker. Lige indtil den dag da Roger Bannister løb under 4 minutter, og banede vejen for mange tusinder af løbere. Allerede kort tid efter var adskillige løbere under 4 minutter, og i dag har mange tusinde været under

Løb
Løbetiderne har ikke ændret sig nævneværdigt gennem de sidste 15 år. Den legendariske Mark Allen er fortsat en af de bedste på den afsluttende maraton og kun få løber i dag under 3 timer.

Og netop de 3 timer tror jeg mange har som det mentale anker. Det havde triatleten Finn Kaczmarek, som jeg trænede i en årrække ikke! Efter kort tid i sporten prøvede Finn kræfter med ironman-distancen, så han var lykkeligt uvidende om, at det var umuligt at løbe sub 3 timer. Og for ham var det ikke noget problem. Han fortsatte med at klokke maratontider på under 3 timer gennem hele hans karriere, selvom han ud fra testresultater og en fysiologiske vinkel ikke burde kunne gøre det – til stor forundring hos hans træner.

En 3 timers maraton er når vi sammenligner med rene maratonløb yderst beskeden, og selv efter 3,8km svømning og 180 km cykling bør vi fysisk set være i stand til at løbe væsentligt hurtigere.

Triatleterne er måske deres egen værste fjende i den henseende, om end der er en tendens til at maratontiderne bliver bedre. Rasmus Hennings 2t40min i Roth, og de mange hurtige løbetider til Challenge Copenhagen har måske banet vejen for, at det ikke længere anses som en umulighed at løbe under 3 timer

Mit bud er at næste ryk på ironmantiderne kommer på den afsluttende maraton, og at vi inden for en kort årrække kommer til at tale om 2t48min som ankeret