Intersport Odense Cityløbet 2010
31. Aug, 2010 af Ole Stougaard

I søndags afviklede OGF det traditionsrige Odense City Løb, der i år havde Intersport som hovedsponsor.

Jeg valgte selv at deltage i løbet for at teste formen. Jeg havde et rigtig fint løb og blev nr. 2 på halvmaratondistancen i respektable 1t 16min 22sek. Teknisk set følte jeg, at det fungerede godt, og jeg formåede at holde fokus på at løfte fødderne og holde kadencen høj. Et godt tegn på, at det lykkedes er, at jeg dagen efter stort set intet kunne mærke i benene. Jeg var selvfølgelig træt i kroppen, men muskulær ømhed mærkede jeg ikke noget af.

Mange bruger Cityløbet som en fin test af formen forud for enten HCA Marathon eller Berlin Marathon, der løber af stablen sidst i september. Multicoach havde flere løbere med i søndags, og alle gjorde det godt. To løbere vil jeg dog tillade mig at fremhæve:

Morten Skytte Olesen, der til dagligt driver Odense Åfart, skar ikke færre end 6 min og 30 sek af sin personlige rekord, som han satte for bare fire måneder siden til Korup halvmaraton.

Jesper Godskesen fra OGF Motion leverede ligeledes en meget flot præstation. Jesper har jeg trænet i knap tre måneder. Vi startede samarbejdet, efter at han var kommet igennem et længere skadesforløb, og målet er en god maratontid i efteråret. Jesper har løbet i ca. 4 år, men i de sidste 3 år stort set uden forbedringer. I den forgangne uge lykkedes det Jesper at skære 35 sek af sin personlige rekord på 5 km, idet han løb distancen på 19 min 55 sek, og til Cityløbet blev det til en ny personlig rekord på halvmaratondistancen i tiden 1t 31min 13 sek. En tid der er over to minutter hurtigere end hans tidligere personlige rekord.