Hvorfor “tag korte, hurtige skridt og land under sig selv” er korrekt, men ganske ubrugeligt
8. Apr, 2014 af Ole Stougaard

Hvorfor "tag korte, hurtige skridt og land under sig selv" er korrekt, men ganske ubrugeligt

”Giv en mand en fisk, og han er mæt i dag. Lær ham at fiske, og han er også mæt i morgen.”

Indrømmet, jeg er så småt ved at blive en smule træt af at læse om “rigtig løbestil” i diverse løbemagasiner, aviser mm.

Gang på gang kan du læse at for at lære at løbe rigtigt, så skal du bare “tage korte skridt”, “løbe med høj kadence”, “lande på forfoden” eller “lande under dig selv”. Gør du en eller flere af disse ting, så er det helt perfekt…

Og det er sådan set rigtig nok.

Problemet er bare,  at du med ovenstående informationer blot får alle resultaterne foræret. Men ingen forsøger at lære dig/fortælle dig, hvordan du kommer frem til resultatet… Så tak og tak for ingenting.

Det svarer lidt til, at hvis en løber kommer til mig for at lære at løbe hurtigt, og jeg så fortæller ham, at han da bare skal løbe som Usain Bolt…. Bliver vedkommende hurtig som lynet ved at få det at vide? Næppe.

Der er stort set ingen artikler der bruger tid på at lære dig som løber, hvordan du kommer frem til det rigtige resultat. Ingen forklarer dig, hvad der er du skal gøre, for at “tage korte skridt”, “løbe med høj kadence”, “lande på forfoden” eller “lande under dig selv”.

Jeg har set alt for mange eksempler på selvlærte løbere, som uden held har forsøgt sig ud i korte skridt og høj kandence eller som tror at de kan kontrollere deres landing, ved at sætte foden i jorden på et bestemt måde – f.eks. på forfoden.

Faktum er dog, at alt hvad der har indflydelse på kadence, skridtlængde og hvor du lander henne i forhold til dig selv, bestemmes mens du har en fod i jorden, og disse elementer styres af, hvor god du er til at løfte din fod fra jorden.

Jo hurtigere og mere præcist løft, desto kortere skridtlængde, højere kadence og landing tættere på kroppen vil du få.

Så accepter ikke blot at få svarene at vide, men forlang at du får at vide hvordan det skal gøres… Eller endnu bedre, søg hjælp og vejledning hos dygtige løbestilseksperter i nærheden af hvor du bor.