Hvordan eksperterne drager de forkerte konklusioner om, hvorfor Usain Bolt er verdens hurtigste mand…
9. Aug, 2012 af Ole Stougaard

Usain Bolt, OL London 2012

Usain Bolt er pt verdens hurtigste mand, og det er selvfølgelig nærliggende at analysere hans løbeteknik, hans proportioner, hans træning og hans biomekanik i et forsøg på at finde frem til de faktorer, der er afgørende for den optimale performance.

Således giver en række eksperter deres forklaring på, hvorfor Usain Bolt er verdens hurtigste mand.

Science Of Olympics: Usain Bolt’s Biomechanics – Get a look at the science behind what allows Usain Bolt to get to the finish line faster than anyone ever has before.

En af de konklussioner der kommer frem er, at Usain Bolt er den sprinter, der kan generere den største kraft mod underlaget (= Ground Reaction Force, GRF). Og det er også korrekt.

Eksperten forklarer videre, at evnen til at genere kraft er afledt af din løbeteknik, men primært af, hvor megen muskelstyrke du har. Større muskler kan genere mere kraft! Modellen er, at musklerne udvikler kraft, og den kraft bruger du til at trykke mod underlaget, så du kan lave et afsæt og bringe dig selv fremad. På papiret er det også en ganske logisk forklaring, og den passer godt ind i det billede (paradigme) omkring biomekanik og bevægelse, vi lærer i dag.

Men jeg er ret sikker på, at det ikke er, sådan tingene hænger sammen, og verden ser ud.

Der er nemlig en anden måde at generere en meget høj GRF! Når du accelererer en genstand i en retning (fremad) med en given kraft, så er der en tilsvarende kraft i den modsatte retning (Newtons 3. lov).

For Usain Bolts vedkommende gælder det, at når han passerer midtstandsfasen (balancepunktet), så begynder han at falde fremad. Når han falder, så accelererer han sig selv og sin masse fremad, og resultatet er, at han genererer en meget høj Ground Reaction Force.

Min konklusion: Usain Bolts enorme GRF skyldes ikke muskelkraft, men derimod at han er eminent god – faktisk den bedste – til at falde fremad. Her kommer hans højde og vægt ham til gode!

Optimal løbeteknik handler om at lære at falde frit og uden frygt, samt at kunne komme tilbage til balance-punktet uden tab af energi. Der er oceaner af fart i tyngdeaccelerationen til, at verdens hurtigste mand kan blive endnu hurtigere.

Der er også videnskabelig støtte til min konklusion. Ved at måle på både GRF og kroppens acceleration i horisontal retning har man kunnet påvise,  at den maksimale horisontale acceleration har betydning for den maksimale GRF. Det betyder med andre ord, at det er accelerationen fremad, der skaber GRF, og at det IKKE er GRF (skabt ved at du laver et muskulært afsæt mod jorden), der accelererer kroppen fremad.