Hvor tit løber du 200 meter intervaller?
27. Sep, 2011 af Ole Stougaard

Usain Bolt

Hvis du træner som de fleste løbere gør, så er det yderst sjældent at du løber helt korte intervaller.

Måske om sommeren får du et par banepas med 10 x 400 meter på fulde gardiner, og med syre til langt op over begge ører.

Men hvad med f.eks. 8 x 200 meter med 3 minutters pause?

Det skal du sikkert lede længe efter i din træningsdagbog, men faktisk tror jeg at du som løber kan have rigtig stor gavn af sådan en type intervaller en gang om ugen.

Dette træningspas giver dig god “fart i benene”. Teknisk set er det godt at komme op og løbe med meget høj fart og med høj kadence. Du bliver en mere effektiv løber ved lavere tempo, og relativt føles dit normale tempo lettere når du har løbet med en meget høj fart.

Det er ikke meningen at du skal blive træt af disse intervaller. Faktisk er det godt, hvis du føler dig mere frisk og klar efter intervallerne.

Derfor er pausen også på cirka tre minutter, således du ikke akkumulerer træthed henover intervalrækken.

Hvad farten angår så løb intervallerne i et tempo der svarer til dit 400 meter max tempo. Test dig selv over 400 meter og divider tiden med to. Så har du din 200 meter tid (eks: 400m = 76 sekunder. 200m intervaltempo = 38 sekunder).

Løb det som et selvstændigt træningspas eller læg det ind som afslutningen på et af dine moderate distancepas.

Intervaltræningspas
Interval: 8 x 200 meter
Pause: 3 minutter / gå 200 meter tilbage
Tempo: 400m max tempo
Hvor: Gerne på atletikstadion, men ellers hvor som helst
Hvor ofte: Gerne en gang om ugen