Hvad er dine mål for 2010?
17. Dec, 2009 af Ole Stougaard

hjalte

2009 lakker mod enden og vi står på tærsklen til et nyt og spændende år. Vi har det med at inddele vores liv i faste cyklusser – dage, uger, måneder og år.

For at udstikke en kurs for vores hverdag, er det godt at sætte sig nogle større mål –for eksempel hvad vil vi udrette med vores liv, inden for de næste 5 år og inden for de næste 12 måneder.

Det er altid rigtigt godt at formulere vores mål på skrift, og hvis du ikke allerede har gjort dette, vil jeg anbefale dig at bruge noget tid på det. Det kan være en dag i juleferien, hvor du prioriterer nogle timer til at lave en personlig målsætning.

For 2010 har jeg opstillet en række personlig mål jeg vil opnå.

Træning
Jeg kan ikke undvære at være fysisk aktiv og træne regelmæssigt. Jeg ved at træningen giver mig en masser energi og overskud i hverdagen, men det er ikke konkret nok til, at jeg kan fastholde mit fokus – det kræver et nøjere defineret mål. I 2009 var det mit Transalp projekt, hvor jeg sammen med Tonny Vest trænede og deltog til fordel for unge med kræft. I 2010 bliver mit træningsmæssige fokus at arbejde målrettet med Pose Running, og træne mig op til at løbe en hurtig maraton (sub 2t45min) i efteråret. Jeg har indledt et samarbejde med Nicholas Romanov, som i det kommende år, vil styre min træning

Familie
På det familiemæssige plan er det vigtigt for mig at skabe en god balance mellem arbejdet, og den tid jeg dedikerer til min dejlige kone og søn. Som selvstændig er det let at blive opslugt af arbejdet, og dette vil jeg undgå. Jeg vil arbejde proaktivt på at strukturere min hverdag, så der er balance i regnskabet

Arbejde
Arbejdsmæssigt har 2009 været et udfordrende år. Det har været god tilvækst på atlet-siden, og i den personlige træning. Men min store satsning – Multicoach online-coaching – som skulle have været køreklar først i 2009, er først nu ved at være parat til at komme ud over startrampen. Så meget af mit fokus vil i de kommende 12 måneder omhandle online-delen.

De 7 gode vaner
Jeg har gennem de seneste år været meget inspireret af Stephen Coveys “De 7 gode vaner”, som handler om personligt lederskab. I bogen finder du nogle rigtigt gode værktøjer i forhold til personlig målsætning og hvordan du når de mål du sætter dig.

Vane 1: Vær proaktiv
Tag initiativ – hold løfter – påtag dig ansvar – påvirk resultaterne i positiv retning

Vane 2: Begynd med slutningen
Udarbejd en vision – fastsæt og afklar dine personlige mål – fokusér på resultaterne

Vane 3: Gør det første først
Følg strategien – fokusér på det væsentlige frem for udelukkende på hastesager –  prioritér dine aktiviteter

Konkret betyder det, at du skal starte med at definere dine mål – hvor vil du gerne nå hen. Når du har det på plads, er du i stand til at lave en handlingsplan/opstille en træningsplan. Når det er gjort ved du også, hvad der skal gøres (trænes), og du skal så gøre det vigtigste først.

For at det skal blive en succes, er det selvfølgelig vigtigt at du handler ud fra det du beslutter, samt reserverer både tid, fokus og energi til det i din hverdag

I hele denne proces og ikke mindst fremadrettet må du arbejde proaktivt. Det er dig der kan tage initiativerne og påvirke resultaterne i positiv retning – ikke udefra kommende faktorer. Arbejd med det du selv kan påvirke, og undlad at lade dig gå på at de faktorer du ikke selv er herrer over – fx snevejret uden for…