Heini Vogn løber Barcelona Maraton 2011
4. Mar, 2011 af Ole Stougaard

Heini Vogn slapper af efter Challenge Copenhagen 2011

Triatleten Heini Vogn åbner sæsonen med et maratonløb i Barcelona. Jeg fik lige mulighed for at stille Heini et par spørgsmål på flyveren på vej derned.

Hej Heini. Så nærmer du dig sæsonstarten. Hvordan er træningen forløbet frem mod Barcelona maraton?

Min løbetræning er forløbet fint og planmæssigt. Hver uge en gang intervaltræning, et tempoløb og et distanceløb, suppleret med tekniktræning. I alt har jeg fået løbet cirka 55 km om ugen i de sidste 8 uger. De seneste to uger har været med fokus på nedtrapning. Ud over løbetrøningen er det typisk blevet to til tre gange svømmetræning og et til to cykelpas per uge.

Har du en målsætning for løbet?

Min målsætning er at hænge på fartholderen der løber 3 timer og 15 minutter. Altså ca. 04.37 minutter per kilometer.

Hvordan ser din plan for resten af sæsonen ud?

Jeg skal køre IM 70.2 i Schweitz den 5. juni og mit hovedmål for sæsonen er IM Zürich den 10. juli. Til Ironman er det er min ambition at slutte i top 5 i min aldersgruppe. Det vil sige jeg skal komme i mål i en tid tæt på ti timer.

Er der nye erfaringer du har fået gennem vintertræningen. Et par gode råd du kan give videre?

Jeg har i perioden efter Challenge Copenhagen og frem til jul trænet stabilt og i en passende mængde. Specielt min løbetræning har været meget stabil. Jeg har trænet med relativ lav intensitet, men fået løbet en del kilometer hver uge. Jeg har faktisk løbet mange kilometer uden skader, og uden at blive slidt. Jeg har altid haft overskud til at glæde mig til det næste træningspas. Og faktisk det samme med svømme- og cykeltræning.

Jeg føler i dag stort overskud ved en ugentlig træning på 11 – 13 timer, og er så klar til at øge mængden og/eller intensiteten hen over foråret.

Den basale træningsmængde skal være tilpasset, så det føles som en glæde at træne, og så familie og andre også kan leve med det.

Så mit råd er: Hold fast i en planlagt stabil træningsmængde hen over vinteren. Det giver et rigtigt godt fundament, at bygge videre på.