Gør det vigtigste først
5. Jan, 2011 af Ole Stougaard

Ivan Basso

2011 har taget sin begyndelse, og efter en behagelig juleferie har hverdagen igen meldt sin ankomst. Døgnet er atter fyldt med arbejde, sociale arrangementer, familie, hjemlige gøremål og træning.

Det kan være svært an nå det hele, og når tingene spidser til, så vælger vi ofte af få gjort det nemme og det behagelige først, frem for at tage hul på de større og mere komplicerede ting, som reelt set måske er de vigtigste.

Har du sat dig i sportsligt mål for 2011, så sæt dig ned og find ud af, hvad den vigtigste ting er du kan gøre, for at realisere dit mål. Sæt denne ting øverst på din dagsorden, og få det gjort – gør det vigtigste først.

§

En vismand ville en dag give sine tilhørere en vigtig læring. Han tømte en lille lærredspose ud på et bord foran sig. Posen var fyldt med store sten som han lagde ned i en beholder der stod foran ham. Beholderen blev fyldt med sten helt op til kanten, og vismanden spurgte sine tilhørere om beholderen var fuld?

Er beholderen så fuld nu spurgte vismanden?

Der blev nikket fra alle tilhørende, som i øvrigt var spændte på at høre pointen med dette lille nummer!

Så tog vismanden en ny lille lærredspose frem, og begyndte forsigtigt at hælde dens indhold af småsten ned mellem de store sten i beholderen indtil posen var tom. Og vismanden spurgte igen tilhørere om beholderen nu var fuld?

Igen blev der nikket som et tegn på at beholderen nu var fuld.

Vismanden tog så endnu en lille lærredspose frem og begyndte at hælde sand ned mellem de store sten og småstenene, og lidt efter var al sandet faldet ned i mellemrummene mellem de store og de små sten.

§

For tredje gang blev der nikket, og en af dem skulle lige til at sige, at nu kunne der i hvert fald ikke være mere i den beholder. Men i det samme tog vismanden et glas vand der stod ved siden af ham på bordet, og hældte indholdet ned i beholderen…

Så husk altid at starte med at få fyldt de store sten i beholderen. Hvis du ikke gør dette, så når du ikke dine store mål. Og det er ikke fordi du ikke har evnerne, men det er på grund af forkert prioritering.