Fantastisk løbetræningsweekend på Nordby Kro
23. Feb, 2010 af Ole Stougaard

loebecamploebecamp

I den forgangne weekend afholdte Aleksandar Sørensen-Markovic og jeg vores første træningsweekend i vores fælles projekt – traeningslejr.dk

Vores målsætning var at man som deltager, skulle tage fra Nordby kro på Samsø med indsigt i og forståelse for, hvad der er den optimale løbeteknik samt nogle værktøjer og øvelser til, hvordan man ud fra sin egen nuværende teknik kan optimere denne.

Et grundlæggende element var ligeledes at sætte fokus på en sund og aktiv livsstil, og at du som menneske skal være glad for de ting du vælger at gøre. Du skal gøre tingene for din egen skyld, og ikke for andres – motivationen skal vitterligt komme indefra. Aleksandar holdt et oplæg der tog fat om dette emne, og han gav en række værktøjer til, hvordan du kan nå dine drømme ved at arbejde med målsætning og planlægning

Vi havde et ønske om at give alle deltagerne plads til at fordybe sig i de forskellige temaer, og tid til at reflektere over emnerne. Til det formål viste Nordby Kro sig at være ideelt. Værterne på Nordy Kro – Malik og Jane – forstod fra det øjeblik vi trådte ind af døren, at skabe en atmosfære, hvor du ikke kunne andet end at slappe af og have det godt. Forplejningen var helt i top, og i lighed med det overordnede tema for weekenden var maden lavet med omtanke. Alt var så vidt muligt hjemmelavet, og der blev brugt økologiske kvalitetsråvarer. Sådan.

Det var super fedt at se, at selvom niveauet var meget forskelligt, så kunne vi uden problemer arbejde sammen i én fælles gruppe, uden at nogen følte at niveauet var for let eller for svært. Deltagernes baggrund var meget forskellige, og alle havde sin egen historie at fortælle, hvilket gav et godt mix af erfaringsudveksling og læring

Tak til Malik, Jane, Troels, Mette, Bjarne, Kisser, Jane, Helle, Peter, Lisbeth og Ellen for en rigtig god weekend.

Aleksandar og jeg er enige om at vi lykkedes med vores koncept. Vi tog fra Samsø søndag eftermiddag med gode ideer til en optimering af indholdet og klar til at sætte kryds i kalenderen og planlægge den næste løbetræningsweekend