Få automatiseret korrekt løfteteknik med dødløft, og slip for rygskader
30. Sep, 2014 af Ole Stougaard

Få automatiseret korrekt løfteteknik med dødløft, og slip for rygskader

En snak med et medlem i Exerzice Squash og Fitness fik mig forleden til endnu en gang at glæde mig over en af de mange positive gevinster der er ved at træne dødløft.

Han fortale mig, at de på hans arbejdsplads igen igen havde haft besøg af en ergoterapeut, der lærte dem om vigtigheden af korrekt løfteteknik ligesom de fik instruktion i korrekt løfteteknik.

Hvem har ikke haft en lignende workshop der hvor du arbejder?

Og det er der bestemt ikke noget i vejen med. Slet ikke.

Men som vedkommende sagde, så ved han jo godt – og sikkert også rigtig mange andre  – hvordan han skal løfte korrekt. For det kan han fint huske fra det foregående besøg af ergoterapeuten.

Problemet er bare at på en travl arbejdsdag, der er det kun ganske få der har fokus på, hvordan de løfter når de løfter noget. Så selvom de godt ved hvordan de skal løfte, så løfter de fortsat på en uhensigtsmæssig måde.

Lidt på samme måde som med sund mad – vi ved jo alle sammen godt hvad der er sundt og usundt, men alligevel lykkes vi ikke med at begynde at spise sundere.

Vi mangler altså ikke viden om, hvordan vi løfter korrekt.

Nej, det som vi mangler er træning / øvelse.

For at vi kan omsætte vores viden til noget som vi rent faktisk gør, så er vi nødt til at øve os og lave rigtig mange repetitioner af den samme færdighed

Og her er det at fitnesscenteret og dødløft kommer ind i billedet som det perfekte bindeled mellem vores viden og det at få det omsat i praksis.

Hvis du træner i et fitnesscenter (eller derhjemme) 2-3 gange om ugen, og du hver evig eneste gang træner dødløft eller en variant af dødløft, så øver du dig samtidig i korrekt løfteteknik.

Hvis du så samtidig husker progression og gradvist over tid at lave tungere og tungere løft, så bliver du også i stand til at løfte tungere genstande end du tidligere har været i stand til, eller lette genstande med en relativ meget lavere belastning.

Lad os sige at du i gennemsnit får trænet 2½ gang per uge, og du til hver træning får lavet 40 dødløft. Så bliver det til 100 teknisk gode løft per uge, 400 per måned og næsten 5.000 løft per år.

Og til den tid, vil du også uden problemer kunne dødløfte minimum din egen kropsvægt, hvilket jeg personlig anser som en minimumsstandard i forhold til hvor stærke vi bør være (børn og seniorer hører ikke med her).

Med andre ord, så får du omsat din viden til færdigheder, og det er i mine øjne “the missing link” og grunden til at ergoterapeuterne der kommer på besøg måske ikke ser den helt store forbedring fra år til år, ligesom antallet af løfteskader ikke er så lavt som det kunne være.

Jeg har ingen dokumentation for det, men jeg tør alligevel godt vove den påstand, at når du har fået lavet bare et par tusinde teknisk gode dødløft, så begynder du helt automatisk også at løfte korrekt når du er på arbejde eller når du i andre sammenhænge skal løfte genstande op fra jorden. Det er i hvert fald det som jeg hører fra dem som jeg træner

Og så gør du tillige den tilknyttede ergoterapeut glad og hendes fremadrettede besøg ganske overflødige :-)