Esben Kaczmarek har udviklet en god fedtforbrændingsmotor
15. Sep, 2011 af Ole Stougaard

Esben Kaczmarek, OTK

Esben Kaczmarek er elite-duatlet. Inden for duatlon er Powerman Zofingen den største begivenhed på året.

Det er en konkurrence der byder på 10 km løb, 150 km cykling og afsluttende med 30 km løb. Det hele foregår i kuperet terræn, og den afsluttende løbetur er ekstremt udfordrende. Jeg har selv kørt racet én gang, og jeg husker de afsluttende 3 0km løb som noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Og en konkurrence, hvor det kan blive afgørende om du er godt til at forbrænde fedt og spare på kulhydraterne.

Esben har haft fokus på at forbedre sin evne til at forbrænde fedt under træning og konkurrence, ved at cykle en del lange træningspas uden at indtage ret meget sukker. Esben er tidligere blevet testet, og det var derfor oplagt at invitere ham ind i testlokalet igen for at se om han er bedre til at forbrænde fedt nu end tidligere.

Som sagt så gjort. Esben kørte en progressiv cykeltest hvor vi øgede belastningen hvert 5. minut for at måle udviklingen i fedtforbrændingen. Set med de akademiske og videnskabelige briller skal man tage nedenstående resultater med en gran salt, i og med tingene ikke er standadiseret, men det er nu alligevel interessant læsning.

Fedtoxidationskurce

 

Figuren viser hvor meget fedt der forbrændes per minut (y-aksen) som en funktion af stigende belastning (watt) (x-aksen). Den blå kurve er fedtforbrændingen ved en tidligere test, mens den røde kurve er fedtforbrændingen som den ser ud efter at Esben har haft fokus på at forbedre fedtforbrændingen.

Sammenlignet med den tidligere test forbrænder Esben langt mere fedt nu, og han er i stand til at opretholde en øge fedtforbrænding med stigende intensitet. Ved hans konkurrencefart bruger kroppen fortsat meget fedt og Esben sparer derved på de kulhydrater der er lagret i depoterne.

Så på papiret så vil Esben klare sig bedre efter 5-6 timers race, hvor de atleter med knap så god fedtforbrænding begynder at løbe tør for sukker.