Er du motiveret til at nå det mål som du har sat dig?
2. Jan, 2014 af Ole Stougaard

Er du motiveret til at nå det mål som du har sat dig?

Så har vi fået taget hul på et nyt år, og med nytåret følger også de klassiske nytårsfortsætter om lavere vægt og mere motion i 2014.

Det er lige nu højsæson for målsætninger. Efter en god og lang jul med alt for meget mad og alkohol handler de fleste mål om noget med vores sundhed. Det kan være et ønske om at tabe nogle kilo, spise sundere, dyrke mere motion eller stoppe med nogle usunde vaner som f.eks. rygning.

I kølvandet på disse sælges naturligvis diverse mirakelkure, hvor du kan tabe dig og komme i topform på rekordtid. Jeg så en TV reklame i går: “Køb ude og hjemme og tab 4 kg på 4 uger”. Intet mindre.

Det er heller ingen sag at sætte sig et mål. Jeg ved snart ikke hvor mange gange at jeg inden for de sidste par uger har hørt en sportscoach eller tidligere elitesportsudøver snakke om målsætning.

“Det er vigtigt at du har et mål. Og når du sætter dig et mål for 2014, så husk på følgende…”

Dit mål skal være udfordrende, men dog realistisk
– Dit mål skal være tidsbestemt – sæt en slutdato
– dit mål skal bringe dig ud af din komfortzone

I og med langt de fleste mål er sundhedsrelaterede så er der ofte en modpol til vores sundere-jeg mål.

Så i forlængelse af snakken om målsætning kommer spørgsmålet, om det kan lade sig gøre at nå sit mål uden at “synde”? Det bliver ofte en duel mellem jagten på sundhedsmålet vs trangen til at spise kanelsnegle.

I den forbindelse bed jeg især mærke i en enkelte udtalelse: Man skal tillade sig selv at gøre de ting der er vigtige for en, men blot i begrænsede mængder”. Underforstået, at hvis du elsker at spise kanelsnegle, så er det OK, hvis blot du begrænser dig.

Jeg forstår naturligvis godt budskabet, og hvis du gerne vil tabe dig eller løbe en maraton, så er det nok ikke så smart at skovle kanelsnegle i sig.

Men er livet ikke for kort til kun i et begrænset omfang at gøre de ting der er vigtige for en? Handler vores liv netop ikke om at gøre de ting vi holder aller mest af?

Hvorfor gennemføre et maratonløb eller en ironman hvis jeg egentlig ikke har lyst?

Hvorfor tabe 5 kg, hvis jeg nu elsker god mad og søde sager?

Hvorfor ikke spise kanelsnegle, hvis det nu er det som jeg allermest har lyst til?

I mine øjne er der alt for mange der sætter sig et mål, som de dybest set ikke er motiverede til at nå? Og derfor er der også så mange der fejler med deres nytårsfortsæt.

At sætte sig et mål er den letteste ting i verden, men at sætte sig et mål som du virkelig brænder for kræver en del mere benarbejde.

i stedet for at du lader dig rive med at sundhedstsunamien, så prøv for en gang skyld at filosofere lidt over, hvad du virkelig har lyst til i 2014.

I mine øjne kommer motivation forud for konkrete målsætninger. Du skal definere nogle kort- og langsigtede mål baseret på, hvad der motiverer dig.

Du kommer længst, hvis du gør noget du har lyst til. Hvad motiverer dig?