En hællander er en langsom løber med en god løbeøkonomi
15. Jul, 2014 af Ole Stougaard

En hællander er en langsom løber med en god løbeøkonomi

Når mange idrætsforskere inden for løb i dag taler om forbedring af en løbers løbestil eller løbeteknik, så kigger de meget ofte på, om løbestilsændringen medfører en forbedret løbeøkonomi.

Det er lidt som om, at det eneste kriterie for om en forbedret løbestil er brugbar, er om det forbedrer løberens løbeøkonomi.

I mine øjne handler en analyse af en løbestilsforbedring om at se på, om løberens løbefærdigheder forbedres i forhold til at maksimere fremdriften og minimere belastningen på kroppen. Og det er ganske simpelt at evaluere dette med en videoanalyse, idet begge parametre optimeres jo mere du lander under kroppens massemidtpunkt. Med andre ord gælder det om for dig som løber at lære at lande under dig selv.

Der er undersøgelser der har vist, at på den korte bane i hvert fald, så medfører en ændring af løbestilen fra hællanding til forfodsløb en dårligere løbeøkonomi, ligesom en anden undersøgelse har vist at en gruppe hællandere havde en bedre løbeøkonomi end en gruppe forfodsløbere. (jeg noterede mig fra samme artikel at forfodsløberne var hurtigere på en halvmaraton sammenlignet med hællanderne :-) )

Jeg har testet mange løbere og triatleter i mit Multitesta testcenter, og jeg ser meget forskellige løbeøkonomier uafhængig af løberens niveau, vægt, træningstilstand, løbestil mm. Jeg har også målt super gode løbeøkonomier hos hællandere, men det får mig på ingen måder til at anbefale hællanding som en god løbestil.

For selvom en løber har en super god løbeøkonomi, så løber mange af dem fortsat langsomt (alt er relativt!). Omvendt så har jeg også testet rigtig gode løbere, hvis løbeøkonomi ikke var prangende. Og hvem vil du helst være? Den langsomme løber der vinder løbeøkonomi-konkurrencen? eller den hurtige løber der vinder 10 km løbet trods en ringe løbeøkonomi?

En hællander har en god løbeøkonomi. Til gengæld løber de langsomt og med øget risiko for at blive løbeskadet!

Det er korrekt at hvis vi analyserer på verdens bedste langdistanceløbere, så har de en rigtig god løbeøkonomi, ligesom de også har et meget højt kondital samt en meget høj syregrænse. De vejer samtidig ingenting, og de er sjældent specielt høje. Men er det genetisk bestemt at de har den rigtige fysiologi og derfor bliver gode? Eller medfører deres mange års elitetræning at kroppen adapterer? For mig er det ikke så vigtigt. I stedet for at måle på fysiologiske parametre så vil jeg hellere kigge på resultatlister for at finde dem der løber hurtigst.

Og for de fleste dødelige motionsløbere der løber halvmaraton og maraton, der tvivler jeg på, at det er deres løbeøkonomi der er den begrænsende faktor. Hvis du selv har løbet maraton, så kan du sikkert nikke genkendende til, at det på de sidste 5-7 km ikke er dit hjerte/kredsløb der begrænser dig, men derimod meget ømme ben samt at du måske er ved at være løbet tør for energi. Og de ømme ben kan reduceres til et minimum, hvis du forbedrer din teknik, og lærer at lande under dig selv (eller tæt på).

Tilbage til løbeteknikstudierne så tænker jeg, at idrætsfysiologerne stirrer sig blinde på løbeøkonomien, og de har mere travlt med at kigge på tallene på computerskærmen end at kigge på, hvordan løberen løber. Og dermed misser de an masse vigtig information om korrekt bevægelse.

F.eks. er det mig lidt af en gåde, hvordan man kan tale for en hællanding foran kroppen, når alle nu er enige om at fremdrift først skabes når en løber passerer midtstandsfasen/balancepunktet. Det kan da aldrig være nogen fordel dels at decelerere ej heller “spilde tiden” på at vente på, at du som løber skal bevæge dig (kroppen massemidtpunkt) fra landing til midtstandsfasen.

Hvorfor ikke lande i midtstandsfasen og lade løbeøkonomi være løbeøkonomi? Skal du lære at løbe virkelig hurtigt, så er du nødt til først at eliminere opbremsning, deceleration og spildtid samt at optimere på fremdriften. Samtidig tager det mange års træning at nå verdenseliten, hvorfor løbeøkonomien har tid til at blive bedre i takt med at kroppen adapterer til al din løbetræning.