Det er sådan du løber del 3: Løbepositurens betydning for dit løb
27. Mar, 2013 af Ole Stougaard

michael johnson i perfekt løbepositur

Når du løber, så ved du nu at din løbebevægelse fremad opstår fordi at du mister balancen og falder. Et fald indeholder både en horisontal komponent og en vertikal komponent, og det er naturligvis den horisontale komponent der får os fremad. Det som kommer i bevægelse er din kropsvægt, som du har fordi tyngekraften påvirker dig.

Så de vigtigste nøgleord indtil nu er: balance/ubalance og kropsvægt.

I dette blogindlæg tilføjer jeg løbepositurens betydning for dit løb.

Når du falder, så gælder det om at falde frit og uden nogen form for forstyrrelse. Du kan kun falde frit, hvis du under dit fald fastholder kroppen “låst” i en bestemt positur. I den situation er jorden support, og du roterer omkring din fod, og med din benlængde som radius.

I det øjeblik at du for eksempel svinger forreste ben fremad (“knæløft”) eller bagud (“pawback”) så bryder du løbeposituren. I stedet for at du har jorden som support, så bliver kroppen nu support for den bevægelse der sker. I selvsamme øjeblik, så stopper du dit fald, og dermed din acceleration og fremdrift.

Posemethod har defineret en “running pose” eller en helt specifik løbepositur:

Løbeposituren / Running Pose

Denne positur er så og sige den optimale positur, i forhold til at miste balancen og falde fremad, og derved løbe.

Det optimale løb handler derfor om, at du i det øjeblik du får kontakt med jorden er i løbeposituren. Dernæst skal du fastholde denne løbepositur når du falder fremad, og helt indtil at standbenet løftes fri af jorden. Gør du det, så falder du frit.

Med andre ord, så skal du være i løbeposituren, når du har kontakt med jorden. Ganske simpelt.

fasthold løbeposituren når du falder fremad

1. løberen skal være så tæt på denne positur i landingsøjeblikket. 3. Løberen skal være i løbeposituren helt indtil foden slipper kontakten med jorden.

Et kendetegn ved de bedste løbere i verden er, at de afviger meget lidt fra løbeposituren i standfasen.

Motionister derimod har en tendens til at være meget kort tid i løbeposituren under standfasen. En typisk hællander sætter foden i jorden et pænt stykke foran kroppen, og altså også et pænt stykke fra løbeposituren. Den tid der går fra landing og indtil du er i løbeposituren, er ren og skær spildtid, som du intet får ud af, i forhold til at løbe. Du løber IKKE når du ikke er i løbeposituren.

I et kort øjeblik er løberen så i løbeposituren, men allerede kort tid inde i faldet, begynder løberen at strække bagerste ben (afsæt), hvorved forreste ben begynder at svinge fremad. I det øjeblik at det sker, så stopper du dit fald, og du må herefter pænt vente på at du kommer til løbeposituren på modsatte ben, før end du igen begynder at løbe.

Den typiske motionsløber har derfor for hvert skridt de tager en masse spildtid, og kun ganske kort tid i løbeposituren. Det gør deres løb indeffektivt og langsomt (relativt).

Målet er at skære spildtiden væk, og kun bruge tid i løbeposituren, når du har en fod i jorden.

Med denne indsigt har vi nu de vigtigste ingredienser for et godt og effektivt løb og i næste blogindlæg kobler jeg disse ting sammen og beskriver en skridtcyklus.