Det er sådan du løber del 2: Tyngdekraft, kropsvægt og fart
21. Mar, 2013 af Ole Stougaard

Det er sådan du løber del 2: Tyngdekraft, kropsvægt og fart

Vi ved nu, at for at skabe bevægelse, så er vi nødt til at bringe os selv ud af balance. For bedre at forstå, hvorfor bevægelser opstår, når vi kommer ud af balance, så kan vi kigge lidt nærmere på nogle af de kræfter der påvirker os.

Posemethod har defineret en generel bevægelsesteori, der tager udgangspunkt i, at tyngdekraften er den primære kraft i forhold til at skabe bevægelse.

Tyngdekraften har været til stede siden tidernes morgen, og uden den ville jorden ikke være som den er, og vi ville højst sandsynligt ikke eksistere. Tyngdekraften er en forudsætning for livet på jorden som vi kender det i dag, og den har været med til at forme os som mennesker.

Mennesket er så og sige optimeret i forhold til at leve under tyngdekraftens konstante påvirkning.

Vi kan hverken se, lugte, smage eller for den sags skyld mærke tyngdekraften direkte. Men inddirekte kan vi mærke tyngdekraften som et tryk. Står vi op, så mærker vi dette tryk på fødderne.

Når tyngdekraften påvirker os, når vi har kontakt med jorden (eller anden support), så får vi vores KROPSVÆGT. Kropsvægten kan vi teoretisk set kan placere i vores massemidtpunkt. Står vi op, så er massemidtpunktet omkring navlen.

I det øjeblik vi mister balancen, så begynder kropsvægten (massemidtpunktet) at falde mod jorden i en retning fremad og nedad. Vi roterer omkring support, og med benlængden som radius, og der er altså både en horisontal komponent og en vertikal komponent. Det er den horisontale komponent vi udnytter til at komme fremad.

Det er kropsvægten der skaber fremdrift.

Når kropsvægten er i bevægelse, så aktiveres vores muskler på en nøje synkroniseret måde, som vi i øvrigt slet ikke skal blande os i. Kropsvægten er kongen og musklerne er blot kongens tjenere, der sørger for at kropsvægten flyttes på en hensigtsmæssig måde.

Jo længere vi lader os rotere fremad og nedad (indtil en vis grænse), i jo længere tid accelererer vi. Resultatet er mere fart. Så vores speeder er lig med faldtiden. Prisen for at falde meget er, at det kræver en enorm god perception, timing, hurtighed og styrke at genoprette balancen og løfte kropsvægten tilbage til udgangspunktet. Og det forklarer hvorfor det ikke er alle, der kan løbe 100 meter på under 10 sekunder.

Når vi er færdige med at falde flytter vi supporten fra det ene ben til det andet. Vi har flyttet vores kropsvægt fra højre til ventre fod, samtidig med at vi har flyttet os selv et stykke fremad. Det er det der svarer til vores skridtlænge. Denne video forklarer ganske godt sammenhængen mellem faldvinkel og skridtlængde.

Så den afstand vi tilbagelægger over tid er produktet af, hvor langt vi falder fremad per skridt, og hvor mange skridt vi tager per minut.

Nu, hvor vi har forstået, hvordan vi bruger kropsvægten til at skabe fart, når vi er ude af balance, så kan vi i næste blogindlæg kigge på, hvordan vi gennem helt specifikke positurer bevæger os på den mest effektive måde.