Det er på tiden at stoppe snakken om forfodsløb vs hællanding!
24. Sep, 2012 af Ole Stougaard

running couple

Når snakken falder på løbeteknik, så er et af de hyppiste emner der bliver talt om forkellen mellem forfodsløb og løb med hællanding. Det går i retning af, at en ændring fra hællanding til forfodsløb er lig med en forbedring af din løbeteknik.

Når jeg er ude og holde løbeworkshops kommer mange med den indstilling til løbeteknik. Artikler og brevkasser i diverse medier har ofte fokus på dette. Løbere der kommer for at få lavet en løbestilsanalyse har ofte forsøgt på dette, uden det helt store resultat.

Jeg tror at de vigtigste kilder til dette er bogen: Born to Run, samt studier, artikler og udtagelser fra Dr. Daniel Lieberman. Et af Liebermans studier har også konkluderet, at løbere der lander på forfoden får færre skader end hællandere, men i artiklen fremgik det også at selvom du lander på forfoden, så er der en pæn stor risiko for at du bliver skadet.

Og når alt kommer til alt, så er det faktisk ikke særligt relevant at kigge på, om en løber lander op forfoden eller på hælen i forhold til, om en løber har en god løbeteknik eller om løberen har en større risiko for at blive skadet eller ej. Begge former for landing kan medføre en løbeskade og forskellen er mere, hvor løberen bliver skadet.

Spørger du mig, så handler det om at analysere løbeteknik ud fra, hvor en løber lander henne, i forhold til sig selv (kroppens massemidtpunkt). Hvis du lander foran dig selv, så vil det medføre en uhensigtsmæssig belastning på kroppen, der for rigtigt mange løbere før eller siden vil betyde en løbeskade.

Og det er uanset om du lander på hælen eller forfoden. Dette er jo blot et spørgsmål om, hvordan du vinkler foden! Jeg har arbejdet med en del løbere, der er blevet skadet i læg eller akillessenen netop fordi at de i den bedste tro er blevet forfodsløbere ved at vinkle deres fod.

Kroppen er bygget til at absorbere din landing, hvis den sker meget tæt på eller lige under kroppen. Du lander med den samme kraft, men kraften bliver absorberet og frigivet igen langt bedre og uden unødvendig belastning, hvis du lander lige under kroppen.

Så skal du forbedre din løbeteknik, så skal du fokusere på at flytte din landing så tæt på kroppen som muligt. Dette gør du ved at flytte al din fokus til standbenet, som du med præcis timing, kal lære at løfte let og hurtigt fra jorden.

Så glem i princippet alt om din landing, når du er ude at løbe. Det handler om at lære at løfte fødderne.

Gør du dette, så vil du automatisk lande tæt under kroppen. Et resultat af dette er, at du så lander på forfoden. Men husk på, at dette er en konsekvens af, at du gør noget andet rigtigt i højere grad, end at det er et mål i sig selv.