Det er fedt at løbe. Derfor er løb fedt
17. Jan, 2012 af Ole Stougaard

Running kids. Running makes you happy

Hold da fast hvor er der mange der løber lige for tiden. Så snart jeg bevæger mig uden for min dør, så går der ikke mange øjeblikke før den første løber passerer forbi. Og den store interesse for GO’ Maraton, som jeg laver sammen med TV2.dk understøtter kun, hvad mine øjne ser.

Og jeg forstår godt dem der løber. Jeg er selv løber, og jeg holder utroligt meget af mine ugentlige løbeture.

Hvis du lige er startet med løb, så er det ikke sikkert at du på nuværende tidspunkt holder særligt meget af at løbe. Det er måske mere pisk end gulerod der får dig ud af døren og løbetræningen er sikkert forbundet med en oplevelse af, at det er hårdt og at du er fysisk og mentalt udfordret.

Men lov mig at du giver det en chance.

Hvis du holder ved og får trænet regelmæssigt over 6-8 uger, så lover jeg dig at du kommer til at holde af at løbe. Hvad er det som løb giver mig, og alle andre der løber?

  • Løbetræningen frigiver et skud endorfiner, der giver mig trivsel og velvære
  • Løbetræningen giver mig frisk luft og natur
  • Løbetræningen kan give mig en høj puls og følelsen af at jeg arbejder “hårdt” – jeg kan mærke at jeg lever
  • Løbetræningen skaber en social ramme, hvor jeg kan vende verdens-situationen med nogle af mine gode venner
  • Løbetræningen giver mig mulighed for at tage på eventyr og opleve verden. F.eks. de store internationale maratonløb eller et bjergløb i alperne
  • Løbetræningen bidrager med en række sundhedsmæssige gevinster og forbedret vægtkontrol
  • Løbetræningen gør mig glad
  • Løbetræningen gør mig klogere på mig selv
  • Løbetræningen giver mig mulighed for forberede mig til/stresse af efter en lang arbejdsdag
  • Løbetræning er simpelt, og kræver ikke den store planlægning at få gennemført
  • Løbetræning kan udøves over alt – det kræver minimalt af udstyr og det fylder ikke mere end at der altid er plads til det i en kuffert