Det er farten der tæller
26. Apr, 2011 af Ole Stougaard

Two sprinters in a match sprint

I den idrætsfysiologiske forskning er der inden for de seneste år publiceret en række studier, der viser at intervaltræning med meget høj intensitet er effektivt i forhold til for eksempel at forbedre forsøgsdeltagerne maksimale iltoptagelse og deres syregrænse.

Min trænerkollega Graeme Stewart skrev for nylig en blog, hvor han kommenterede på et af de mest omtalte studier: Tabata protokollen

Også den danske idrætsfysiolog Jens Bangsbo har været fremme og promovere at det er effektivt at træne kort og hårdt

Jeg er selv tilhænger at træning med meget høj intensitet (fart/watt), og jeg har tidligere beskrevet at jeg mener det er godt at træne hele sit fart-spektrum i en enkelt træningsblok.

Men min holdning til den intensive træning er dog markant anderledes end f.eks. Tabatas eller Bangsbos

Problem med nutidens træningsstudier er, at de fokuserer på kroppens adaptationer til træningen. En forbedring af kroppens iltoptagelse er jo netop en tilpasning til en given form for træning, men som sportsudøver bør det ikke være et mål i sig selv. En seriøs sportsmand bør fokusere på at køre, svømme eller løbe så hurtigt som muligt, uanfægtet om iltoptagelsen forbedres eller ej.

En forbedring i iltoptagelsen fører ikke nødvendigvis til bedre sportslige resultater, og heri ligger problemet med mange af de nye studier.

Jeg mangler fortsat at se atleter på et højt niveau skabe resultater på baggrund af den nye intensive træningsprotokoller.

Så glem ikke at skelne mellem resultaterne (kroppens adaptationer) fra et idrætsfysiologisk studie, og resultaterne i den “virkelige” verden. Det er i sidste ende farten der tæller, og ikke hvem der har den højeste maksimale iltoptagelse.