Derfor skal du lære at løbe
5. Jan, 2012 af Ole Stougaard

Løbere der træner

Vi tror alle sammen vi kan løbe!

På samme måde tror langt størstedelen af deltagerne i X Factor at de kan synge. Jo vist kommer der toner ud af deltagernes mund, men man behøver ikke en musikkonservatorieuddannelse for at høre, at det ikke ligefrem lyder smukt. De afviger meget fra den “perfekte sang”.

Det er vi i stand til at bemærke, idet vi har en god fornemmelse af, hvordan det skal lyde når man synger rent og flot.

Det forholder sig lidt på samme måde, hvis vi kigger på den måde folk løber. Men fordi vi ikke har et klart billede af, hvad der er den rigtige måde at løbe på, er der ingen der bemærker, hvis man afviger meget fra det “rigtige”.

Der er ingen der griner af den måde du løber på. Og der er ingen Thomas Blachman der saver dig midt over, fordi du skader dig selv mere ved at løbe end ved at lave ingenting.

Det er på tide at løbere lære noget om korrekt løbeteknik. Inden for løb kan vi også definere den “perfekte løbeteknik”, og der findes faktisk kun én af slagsen.

Når løbere lærer at løbe rigtigt, så vil vi se mange flere glade løbere, der synes at det er let at løbe. Og vi vil se en markant reduktion i antallet af løbeskader.

Men det bliver ikke nogen let opgave. Og der er der flere årsager til.

Èn af årsagerne er, at vi fra løbeeksperter, løbetrænere og løbeskosekspedienter har fået at vide, at der findes ingen rigtig måde at løbe på – alle har sin egen stil. Vi har også lært at det er vigtigt at lande på hælen samt at et hurtigt og effektivt løb kræver et kraftfuldt afsæt.

Men faktum er, at det stort set er det stik modsatte der er korrekt. Der findes ikke mange måder at løbe på, men kun én måde at løbe på. Den optimale landing er lige under kroppens tyngdepunkt og det resulterer i at vi lander på den forreste del af foden.

Og lige meget hvor meget vi forsøger at sætte af, så er vi ikke i stand til at lave et afsæt. Og når vi alligevel forsøger, så gør det kun vores løbeteknik dårligere. Det handler ikke om at lave et godt afsæt. Det handler om at lave et godt løft af foden.

En anden årsager bunder i vores angst for at falde. Vi har prøvet af falde mange gange, og vi er bevidste om, at vi kan komme grueligt galt afsted. Løb er et fald fremad, og et godt og effektivt løb handler om at give slip og lade sig falde.

Prøv at se på børn når de løber! De er endnu ikke blevet bange for at falde, så de tør godt give slip. Det resulterer i et løb der er let og flydende, og de er gode til at ændre retning.

Vi gør mange ubevidste manøvrer for at bremse vores fald. Men den dag du lærer at slippe bremsen, så vinder du 5-10 sekunder per kilometer, uden at det koster ekstra kræfter.

Så nogle elementer skyldes at vi får forkert rådgivning og på den måde lærer vi nogle forkerte bevægemønstre. Andre elementer skyldes ubevidste reaktioner.

Men heldigvis kan vi både lære nye bevægemønstre, og vi kan lære at tøjle frygten. Men det kræver at vi lære at løbe og at vi gør en aktiv indsats for at indøve de nye bevægemønstre.