Den optimale start for en sprinter er at FALDE ud af startblokken
11. Sep, 2012 af Ole Stougaard

sprintstart from block

Langt de fleste har den opfattelse, at sprintere laver et afsæt, når de starter ud af startblokken i en sprint.

Umiddelbart ser det måske også sådan ud, ligesom det giver meget god mening at tro, at startblokken giver sprintere en mulighed for et kraftfuldt afsæt ud af startblokken, og dermed en hurtig start.

Det er dog ikke korrekt. Sprintere bør ikke forsøge at lave et afsæt ud af blokken. Derimod skal de FALDE ud af startblokken, hvis de ønsker den optimale start.

Det er konklusionen fra et af de studier Dr Nicholas Romanov har gennemført for nylig, og som pt er ved at blive godkendt til publicering af et videnskabeligt tidsskrift inden for træning.

Studiet gik ud på undersøge, hvordan sprintere kan få den bedst mulige start ud af startblokken.

En gruppe elitesprintere blev opdelt i to grupper, hvoraf den ene gruppe lavede afsæt ud af startblokken, mens den anden gruppe lærte en Pose-metode med at falde ud af startblokken.

De målte på den kraft der blev udviklet i startblokken ved starten af en sprint. Romanovs hypotetse var, at et fald ud af blokken ville generere en større kraft, end et afsæt ud af blokken.

Den hypotese har vist sig at holde stik, og i studiet blev der målt en kraft der var 4 gange større når sprinterne faldt ud af blokken versus når de lavede et afsæt.

Kraften der måles i forbindelse med faldet skyldes, at sprinteren i løbet af meget kort tid flytter sin kropsvægt fra to arme og to fødder der har kontakt med jord/startblok til blot en enkelt fod, samtidig med at sprinteren aktivt løfter den ene fod væk fra blokken.

Et er selvfølgelig at måle en højere kraft i blokken noget andet er så om det giver sprinterne et forspring!? Ud over en langt højere kraft, så viste studiet også, at sprinterne vandt et forspring på ca. 1 meter efter blot få sekunders løb.

Det er selvfølgelig rigtig god og vigtig viden, hvis man er sprinter. Men derudover så understøtter resultatet også den generelle Pose-bevægelsesteori, der definerer at tyngekraft, kropsvægt og fald, som de elementer der får bevægelser til at ske, samt at muskler ikke skaber bevægelse, men kun understøtter bevægelse.