KMD Challenge Copenhagen 2011
9. Aug, 2011 af Ole Stougaard

Aleksandar Sørensen-Markovic

Søndag d 14 august afvikles KMD Challenge Copenhagen for anden gang.

Og jeg glæder mig. Jeg skal ikke selv deltage i stævnet, men jeg skal være tilskuer og vidne til en masse lidelse, fight, eufori og ikke mindst personlige sejre.

Multitesta vil være rigt repræsenteret med atleter med hver deres mål. Nogle vil jagte en top-placering, mens andre har en stor drøm om at gennemføre deres første iron-distance konkurrence.

Jeg træner Aleksandar Sørensen-Markovic. Han vil helt sikkert være at finde blandt de første der krydser målstregen ved Christiansborg slotsplads. Men han deltager også for en anden vigtig sag! Aleksandar er manden bag Who Is Number One projektet. Som top-idrætsmand er det en rigtig god gerning, at bruge en del af den opmærksomhed man får, til at skabe opmærksomhed på noget, som i mine øje er vigtigere end hæder og ære. Det gør Aleksandar, og det gør ham til en stor stor sportsmand.

Jeg har selv mere end 15 gange stået bag startsnoren og trippet for at komme i gang med en Ironman, et Challenge-race eller en anden iron-distance konkurrence. Usikker og nervøs for hvad dagen vil bringe, men fast i troen på at forarbejdet har været gjort godt, og at der ventede noget stort derude.

For deltagerne venter der en stor oplevelse, om end de ikke kommer sovende til. Der vil komme kriser af større og mindre grad, hvor de vil være fristet til at argumentere for at sætte farten ned eller helt at stoppe. Og der er det vigtigt at være bevidst om sin deltagelse i KMD Challenge Copenhagen. Hvorfor gør jeg det? Har du en vigtig mission, så er det ikke en option af smide håndklædet i ringen og give op.

Glem heller ikke den lange rejse du har været igennem siden du besluttede dig for at du ville køre KMD Challenge Copenhagen. Kig tilbage på det seneste år, og bemærk hvor meget du sikkert har forandret dig!

Triatlon handler ikke kun om at køre konkurrencer. Triatlon er en livsstil som følger dig i hverdagen, og som er med til at præge de beslutninger og valg du træffer.

Godt race til alle.