Challenge Copenhagen 2010 set med Anders Hansens øjne
13. Okt, 2010 af Ole Stougaard

Anders Hansen deltog i Challenge Copenhagen 2010. Selvom det snart er noget tid siden at stævnet blev afviklet, så giver beretningen dig måske det sidste argument for at du skal tilmelde dig  Challenge Copenhagen eller en af de andre store Ironman eller Challenge stævner i 2011.

Mange lange forhandlinger over spisebordet i august 2009 førte til, at jeg endelig kunne påbegynde min store drøm – at gennemføre en ironman-distance. Valget faldt på Challenge Copenhagen. Inden jeg starter på selve beretningen, skal der gå en STOR tak til min kære kone, for uden hende var det ikke muligt at træne 100% til sådan en begivenhed. Også en stor tak til Ole fra multicoach, som gav mig en fremragende træningsplan og vejledning.

Nå, tog til Københaven allerede onsdag aften, for at få hele pakken med, når det nu var den første ironman jeg skulle deltage i. Jeg ønskede at være optimalt forberedt med hensyn til hvile, racebriefing mm.

Jeg følte egentlig at jeg var ret cool dagene op til. Jeg var godt forberedt og fortrøstningsfuld. MEN jeg skal dælme love for det ændrede sig, da jeg stod op klokken fem søndag morgen. Jeg havde så mange sommerfugle i maven at jeg kunne åbne en fugle zoo.

Nå men jeg stod klar klokken syv ved vandkanten og jeg ventede spændt på startskuddet. Man kan roligt sige at stemningen var rimlig trykket. På et tidspunkt vender jeg mig om, og der står Kristin (en god bekendt fra Odense) lige så nervøs som mig. Vi  sagde ikke mange ord, men et anerkendende tryk i hånden, og så var vi klar.

3800m svømning

Det gik over hals og hoved i starten. Jeg lagde mig forholdsvis langt frem og søgte ud til siden, kort fortalt havde jeg en fremragende svømning, hvor jeg sørgede for, at jeg havde plads. Jeg lagde mig bag et par svømmere der svømmede lidt hurtigere end jeg normalt ville gøre. Jeg havde en rigtig god rytme hele vejen, og var ikke på noget tidspunkt presset. Da de hurtige svømmere fra gruppe to kom skulle de selvfølge lige igennem der hvor jeg svømmede, men jeg holdte min plads og så måtte de flytte sig. Op af vandet med et ødelagt ur,øv, men med et stort smil på læben. Uret viste 1t16 min, hvilket for mig var en rigtig god tid.

180 km cykling

Ud af København gik det med lidt støvregn og Kristin der var så venlig at ligge bag mig de første fem kilometer, før hun drønede forbi. Vejret skiftede til det perfekte cykelvejr, ikke megen vind og en rigtig dejlig temperatur. Jeg så rigtig MANGE der var punkteret, og så også flere, der måtte udgå undervejs pga af dette. Sendte undervejs en hilsen til de højere magter fordi jeg havde valgt en dæktype, der kunne holde til lidt af hvert. Nå men rundt gik det, noget højere puls end jeg havde regent med, men jeg blev revet lidt med af stemningen. Jeg var noget overrasket over rutens beskaffenhed idet der var en del flere stigninger end løbsledelsen havde skrevet, og det var bestemt en krævende rute. Jeg havde en rigtig god rytme hele vejen, men havde selvfølgelig et par småkriser undervejs. Men jeg fokuserede hele tiden på at køre fra depot til depot. Opbakningen fra publikum var fænomenal og det var med til at holde motivationen oppe. Da vi kørte igennem Lyngby hovedgade første gang og ikke mindst de 500 m brosten, ja så var det ligesom at køre paris/roubais, det væltede frem med tilskuere, sikke en stemning. Da jeg stillede cyklen stod cykelcomputeren på 6t09min, og jeg var ovenud tilfreds.

42,195 km løb

I skiftezonen mødte jeg både Kristin og Eddie, og det var fedt lige at få vendt situationen med nogel klubkammerater. Så var det ellers med at komme igang. Ud af skiftezonen og 300 meter længere fremme ser jeg OTK-banneret og Henrik Kjær der hepper, det var bare fedt. Jeg havde besluttet mig at målet var at løbe det første halvmarathon uden at gå, og så derefter se hvad benene kunne. Første depot: på toilettet, fylde op med energidrik og gels. Jeg havde en rigtig god rytme og forsøgte at holde fokus på at holde rytmen og ikke mindst at fylde på med væske og energi HVER gang jeg nåede et depot. Jeg havde inden Challenge  Copenhagen snakket med Peter Johannesen, og han havde rådet mig til at gå igennem depoterne, så jeg kunne nå at fylde op. Tak for rådet Peter, det var uvurderligt. Jeg nåede 32 km før jeg måtte kapitulere og gå første gang. Men jeg havde fortsat gejst og ikke mindst kære Henrik Kjær der trofat heppede hver gang jeg passerede. røvede at holde fokus og skiftevis gå og løbe, for nu vidste jeg at jeg kunne komme igennem. Da der var 4 km tilbage var det sgu lige før jeg tudbrølede, for nu vidste jeg at målet var opnået. Det kan ikke beskrives med ord, hvordan de sidste 600 meter op af opløbsstrækningen var. Det var mildest talt fantastisk. Det at løbe ind over målstegen er det fedest jeg til dags dato har prøvet og ikke sidste gang jeg prøver det.

En stor tak til de andre fra OTK jeg mødte på løberuten. Vi heppede på hinanden, selv om den ene var mere død end den anden. Og også stor tak til de heppende OTK´ere, der stod rundt på ruten.