Breatheology – træk vejret på den rigtige måde
25. Feb, 2010 af Ole Stougaard

Stig-Bjarne-Ole-Blue

Fridykkeren Stig Åvall Severinsen, der er en af mine gode venner, har netop lanceret et nyt community for alle, der interesserer sig for træning af åndedrættet. Jeg har i den forbindelse haft en snak med Stig om sitet:

Stig, kan du kort beskrive ideen bag breatheology og det nye community?

Hele ideen med breatheology er at skabe et internationalt community, hvor folk kan mødes, lære nyt og dele erfaringer vedrørende træning af åndedrættet. Man kan sige, at breatheology er en naturlig forlængelse af min bog “Træk vejret“, der udkom sidste forår på Gyldendal. Den omhandler nemlig ikke kun vejrtrækning, men også vejrholdning, som er et meget overset element i vores naturlige åndedræt.

Inspirationen kommer fra min mangeårige erfaring fra fridykning, kampsport og yoga – og smeltes sammen med hardcore forskning. Breatheology er altså læren om åndedrættet i et holistisk møde mellem asiatisk og vestlig kultur. Folk med interesse for sport (elite og motion), stressede eller syge mennesker (bl.a. rehabilitering) og i det hele taget personer, som vil arbejde seriøst med sig selv gennem åndedrættet og koblingen til psyken, kan alle finde information og dele ud af viden og erfaringer på breatheology.

Fundamentet er nu testet (betaversion), og fremadrettet kommer flere (medlems-) lag på, så det er et sjovt og spændende projekt, som jeg håber kan hjælpe mange folk i fremtiden. Meningen er også at lytte til folks behov og ønsker, der vil blive implementeret.

Det lyder spændende! Hvad har du ellers gang i af spændende projekter? Er det noget, som du vil dele med os andre?

Ja, kort fortalt knokler jeg med at få min bog “Træk vejret” ud i den store verden. Den er blevet overvældende godt modtaget herhjemme (er nu en bestseller med første oplag revet væk, andet oplag snart tomt – og den er også på markedet i form af en e-bog). Jeg har ansat en dygtig fyr i mit firma, BlueConsult, som har arbejdet nonstop de sidste tre måneder med oversættelse af bogen. Lige nu er fem store lande interesserede, så det er spændende.

Gyldendal har også bedt mig skrive en, faktisk to, bøger mere, så det skal jeg i gang med, når der er lidt luft i kalenderen. For tiden har jeg også travlt med foredrag og kurser i Danmark og udlandet, og jeg arbejder målrettet mod en mere international profil, da Danmark på mange måder er et lille land!

Har du nogle sportslige mål, som du træner til i øjeblikket? Hvordan ser en typisk træningsuge ud for dig lige for tiden?

På sportsfronten er jeg ved at forberede et nyt verdensrekordforsøg, muligvis to, hvis min træning i de næste uger går vel. Meget mere kan jeg ikke sige, ud over at det bliver nogle udfordrende forsøg – lidt ud over det, som jeg normalt laver Min træning er meget blandet og er afhængig af mine mål, og hvor jeg er i verden. I dag skal jeg svømme nøgen i isvand for at vænne mig til ekstrem kulde.

Sidste uge var jeg i Sverige for at fejre min mormors 96 års fødselsdag. Der kunne jeg ikke svømme eller løbetræne, men lavede så “walking apnea” i stedet. Meget simpelt går jeg 100 skridt, mens jeg holder vejret, trækker vejret i 10 skridt, så 100 skridt igen uden at trække vejret. Det er god træning. Prøv selv en kilometer eller to!

Kanon, det vil jeg prøve. Måske vi skal arbejde sammen om noget ”Pose Apnea” …

Hvis du selv vil arbejde med din vejrtrækning afholder Stig en række kurser i den kommende tid under overskriften:“Lær at få et dybt og beroligende åndedræt”