Analyse af Kristoffer Haris sprintteknik
26. Jun, 2013 af Ole Stougaard

Analyse af Kristoffer Haris sprintteknik

Det er svært ikke at lægge mærke til Krisstoffer Hari. Han er uden tvivl en sprinter i verdensklasse og med et potentiale for at komme helt til tops.

Jeg har selvfølgelig haft mine Poserunning-briller på og kigget på Kristoffers løbeteknik, for at finde ud af hvorfor han er så hurtigt – og selvfølgelig for at finde ud af, hvor han kan blive bedre.

Jeg har downloaded denne video fra youtube: Kristoffer Hari – European rekord 10.43 sec. wind +0,5 m_s at Copenhagen Open – Hvidovre

Og kørt den frame-by-frame for at analysere hans løbeteknik. Min analyse og fortolkning står for egen regning, og jeg “gætter” kun på, hvordan han har lært at sprinte baseret på det jeg ser. Jeg kan tage fejl, og jeg er også parat til at revidere min analyse, hvis jeg senere får yderligere information omkring hans træning.

Det første jeg kigger på når jeg analyserer Krisstoffers teknik er landingsøjeblikket, hvor det optimale er at lande i Pose-posituren eller så tæt på Pose-posituren som overhovedet muligt. Og det gør Kristoffer rigtig godt.

Krisstoffer Hari - Frame 1

Frame 1

Dernæst så gælder det om at fastholde Pose-posituren mens han falder fremad. Der er her Kristoffer accelererer og får sin løbefart.

På dette punkt er Kristoffer også noget nær perfekt. I frame 2 hænger den løftede fod fint inde under kroppen, og han falder fremad som en “enhed”.

På dette tidspunkt har han også en stor faldvinkel, hvilket er nødvendigt når han løber så hurtigt som han gør. Der er måske en lille tendens til at bagerste ben bliver strukket lidt for meget, og jeg havde gerne set at han fastholdt samme bøjning i knæleddet som på frame 1.

Krisstoffer Hari - Frame 2

Frame 2

I frame 3 er Kristoffer i svævefasen, hvor der bør være et aktivt løft af bagerste fod for at få den ind under kroppen så hurtigt og effektivt som muligt.

Jeg kan ud fra billedet ikke sige noget om, om det er tilfældet, men når jeg ser på det udstrakte ben i frame 2, så er det mit bud at Kristoffer arbejder med et aktivt afsæt i underlaget.

Krisstoffer Hari - Frame 3

Frame 3

Denne antagelse fastholder jeg når jeg kigger på frame 4, hvor det forreste ben tydeligt svinger frem (foran knæet). Det kan der være flere grunde til.

Hvis Kristoffer som jeg antager laver et afsæt med bagerste ben, så vil forreste ben som en konsekvens af dette automatisk svinge frem.

Derudover kan det være at han arbejder med “lange skridt” i den tro at lange skridt er en vigtig parameter ift at løbe hurtigt (hvilket ikke er tilfældet).

Som en tredje mulighed kan det tillige med være, at han arbejder med det såkaldte paw-back, hvor han aktivt først laver et knætræk for at få benet frem, for derefter aktivt at trække foden bagud mod underlaget. Ideen er her at man ved at “sparke bagud” i det øjeblik man får kontakt med underlaget kan bringe sig selv fremad. Dette kan i praksis ikke lade sig gøre.

Krisstoffer Hari - Frame 4

Frame 4

Det er som sagt kun personlige gæt/antagelser, men uanset hvad, så er det ikke optimalt at forreste ben svinger (ret meget) frem foran forreste knæ.

det er meget interessant at se, at Kristoffer er super super god til at lande i Pose samt at holde Pose-posituren mens han falder fremad. Og det er her at han får al sin fart.

Det som der sker herefter, hvor han svinger forreste ben frem giver på ingen måde nogen form for fremdrift. Det er faktisk en bremse, som samtidig koster både tid og kræfter. Og især tiden kunne udnyttes langt bedre til at tage nogle flere skridt, hvor han blot lader sig falde i Pose.

Så det er nærmest en smule paradoksalt, at Krisstoffer efter min bedste overbevisning kunne løbe hurtigere ved at bruge færre kræfter (muskelarbejde).

Hvis han blot ville løfte bagerste ben aktivt (i stedet for at lave et afsæt), og hvis han samtidigt bare ville lade forreste ben passe sig selv, og lade forreste fod falde til jorden (frem for evt. knætræk og paw-back), så ville han kunne løbe endnu hurtigere uden at han behøver at blive stærkere eller forbedre fysiologiske parametre som f.eks. anaerobt kapacitet.

Det som han i stedet for skal lære (blive bedre til) er at løbe med en højere kadence end han gør nu. Landingen vil komme tidligere, hvis han bare lader sig falde i Pose og derefter løfter foden aktivt, hvilket vil betyde kortere tid mellem fald-perioderne, hvilket i sidste ende vil give mere fart for mindre muskelarbejde.