Aleksandar har åbnet triatlonsæsonen med Ican Triathlon i Marbella
5. Apr, 2011 af Ole Stougaard

elitetriatleten Aleksandar Sørense-Markovic, Challenge Copenhagen 2011

Jeg træner triatleten Aleksandar Sørensen-Markovic. For Aleksandar er årets første store mål Lanzarote Ironman. Senere på året gælder det Challenge Århus og Challenge Copenhagen.

Men inden Aleksandar kommer så lang,t så skal formen testes. Og det blev den for første gang i år i Marbella i den spanske region Malaga.

Forinden havde Aleksandar været på to ugers træningslejr på Gran Canaria, hvor træningen var forløbet virkelig godt.

Og de gode takter fortsatte på race-dagen, hvor en fornuftig svømning gjorde at han kom op af vandet sammen med hovedgruppen. På cyklen gav morgenkaffen motivation og angrebslyst, så der var dømt udbrud fra første kilometer. Aleksandar fastholdt en placering som nummer 4 indtil 4 kilometer fra mål, hvor han så desværre blev ramt af en “hammer”, og gik meget ned. Aleksandar sluttede som nummer 7, hvilket er OK, men alligevel ikke helt tilfredsstillende.

Jeg har snakket med Aleksandar om mulige årsager til at han gik kold, og det tyder mest af alt på, at det er forårsaget af saltmangel. De to ugers træningslejr i varmen på Gran Canaria har sandsynligvis taget toppen af kroppens saltindhold, og en uges let træning og restitution har ikke været nok til at få balance i regnskabet. Der har som sådan ikke været tegn på saltmangel, og ting som dette viser sig ofte først når man er presset til det yderste som f.eks efter næste 4 timers race på grænsen af ydeevnen.

Men alt i alt er der mange positive elementer der kan bruges i det videre forløb frem mod Lanzarote Ironman. Så efter lidt restitution er det tilbage i træningstøjet og med kursen rettet mod Lanzarote.