Af skade bliver man klog. Eller?
13. Nov, 2013 af Ole Stougaard

Af skade bliver man klog...

Jeg har været skadet! Ikke sådan rent bogstaveligt, for jeg har ikke været fysisk skadet, men derimod arbejdsmæssigt “skadet”.

Faktisk kan jeg ikke huske hvornår jeg har haft en træningsrelateret skadet, så jeg har næsten glemt hvordan det føles. Det kan være at det er fordi at jeg har opbrugt min kvote af seriøse skader, og jeg kan svagt mindes perioder på op til 6 måneder, hvor jeg kæmpede med skader.

På min seriøse skadesliste står bl.a.:
2x Akillessenebetændelse (3-6 mdr)
1x Svømmeskulder (svømmede ikke i 6 måneder)
1x Træthedsbrud i foden (3 måneder)

Jeg har i de sidste par måneder været igennem en “personlig krise”, som vel ganske naturligt har påvirket min ydeevne – især min arbejdsrelaterede ydeevne – hvilket på mange måder minder om det jeg har oplevet, når jeg har været skadet.

Jeg holder så meget af at træne, at træningen i denne her periode har været mit åndehul, hvor jeg har kunne stresse af, få mod på livet og vende noget negativt til noget positivt, således at jeg efter endt træning har været klar til at angribe hverdagen på en god måde. For tiden er det styrketræning der motiverer mig mest, og den negative del af krisen har været en stangnation i resultaterne efter en meget lang periode støt og roligt er blevet stærkere.

Men på arbejdsfronten har det ikke været godt, hvilket f.eks. har kunne aflæses i få blogindlæg i den seneste tid samt en nedgang i initiativer for at promovere Multirunner.

Jeg har bl.a. oplevet følgende:
Manglende (mindre) motivation til at arbejde
– Ingen kreativitet og ingen gode ideer til f.eks. blogindlæg
– Jeg har fortrinsvist løst lette og konkrette opgaver og ikke de opgaver der har været mest vigtige
– Jeg har arbejdet for nedsat hastighed – det som normalt vil tage 30 min har pludselig taget 60 min

I relation til skadede atleter så er der en del ligheder når jeg husker tilbage til mine egne skadesperiode, samt når jeg i dag oplever skadede atleter. Det er f.eks ganske typisk for at atlet at han/hun mister en del motivation til at træne under et skadesforløb.

Hvis du er løbeskadet og derfor ikke kan løbe, så vil der ofte været en hel del anden træning og genoptræning du kan lave i stedet for, men som sjældent bliver gjort helhjertet. Jeg kender en del løbere som gennem tiden er blevet anbefalet at aquajogge for at holde løbeformen ved lige, men som har haft mere end svært ved at få det gjort. Det samme gælder specifikke styrketræningsøvelser.

Selvom du er en serøs og ambitiøs atlet, så får motivationen et gevaldigt knæk når du er skadet, og det betyder også at du ikke har motivationen til genoptræning.

Det første du rammes af er tomhed og ligegyldighed, og det er tit først når du kan begynde at se frem til at må begynde at træne igen, at motivationen til genoptræning kommer.

Undtagelsen er selvfølgelig den type skader som f.eks. kræver en operation og efterfølgende smerter og nedsat bevægelighed. Her har genoptræningen en anden mening, og der vil de fleste få det gjort.

Det er heller ikke ualmindeligt at en skadet atlet bliver ramt af en mild form for depression, hvor alt bliver tung og trist, og hvor det er svært at se lyst på livet, være kreativ og få gode ideer, ligesom det er de færreste der i en skadesperiode har overskud til at hjælpe andre, nu hvor de ikke selv kan træne. Faktisk er det den skadede atlet der har mest brug for hjælp.

Interessant er det også at gode kostvaner der føles relativt let at efterleve når du træner frem mod et mål tit bliver erstattet af en dårligere kost. Nogle atleter tager på i vægt i sådan en periode fordi de begynder at (trøste)spise slik og andre usunde sager, mens andre omvendt taber sig fordi de mister modet og appetitten.

Heldigvis er jeg nu over min “skade”, og jeg er kommet i gang med genoptræningen. Overvejende ser jeg positivt på fremtiden og jeg kan mærke at motivationen og lysten til at skabe noget stort og unikt er tilbage. Jeg begynder at have det godt i maven og i hjertet.

Men jeg må også sande at formen er faldet, og at der går et stykke tid inden mit præstationsniveau er tilbage på niveau med tidligere. Det er jo heller ikke anderledes end det som en atlet oplever under genoptræningen, og det eneste der er at gøre er at øve sig og så øve sig lidt mere – under hensyntagen til kroppens restitutionsevne – inden formen er tilbage i top.

Ligesom ingen forventer at en atlet går ud og sætter verdensrekord lige efter en skade, på samme måde gælder det for eksempelvis for mit skrivearbejde. Mine blogindlæg er ikke helt så skarpe som før, ligesom mine mails og dokumenter til løbere, partnere, nye potentielle forretningsforbindelser tager længere tid at skrive samtidig med at de er under vanligt niveau.

Men der er ingen smutveje, og det er ikke muligt at springe et led eller to over i processen, selvom du en gang har været der. Du kender måske en smartere og mere direkte vej, men du kommer ikke uden om at du skal igennem en periode med nedsat performance inden du er tilbage på toppen.

Det kan være meget frustrerende, men hvis du accepterer tingenes tilstand og du hver dag tager et lille skridt, så når du også tilbage til dit tidligere niveau. Det er i hvert fald min plan…