15. Jul, 2014 af Ole Stougaard

En hællander er en langsom løber med en god løbeøkonomi

Når mange idrætsforskere inden for løb i dag taler om forbedring af en løbers løbestil eller løbeteknik, så kigger de meget ofte på, om løbestilsændringen medfører en forbedret løbeøkonomi.

Det er lidt som om, at det eneste kriterie for om en forbedret løbestil er brugbar, er om det forbedrer løberens løbeøkonomi.

I mine øjne handler en analyse af en løbestilsforbedring om at se på, om løberens løbefærdigheder forbedres i forhold til at maksimere fremdriften og minimere belastningen på kroppen. Og det er ganske simpelt at evaluere dette med en videoanalyse, idet begge parametre optimeres jo mere du lander under kroppens massemidtpunkt. Med andre ord gælder det om for dig som løber at lære at lande under dig selv.

Der er undersøgelser der har vist, at på den korte bane i hvert fald, så medfører en ændring af løbestilen fra hællanding til forfodsløb en dårligere løbeøkonomi, ligesom en anden undersøgelse har vist at en gruppe hællandere havde en bedre løbeøkonomi end en gruppe forfodsløbere. (jeg noterede mig fra samme artikel at forfodsløberne var hurtigere på en halvmaraton sammenlignet med hællanderne :-) )

Jeg har testet mange løbere og triatleter i mit Multitesta testcenter, og jeg ser meget forskellige løbeøkonomier uafhængig af løberens niveau, vægt, træningstilstand, løbestil mm. Jeg har også målt super gode løbeøkonomier hos hællandere, men det får mig på ingen måder til at anbefale hællanding som en god løbestil.

For selvom en løber har en super god løbeøkonomi, så løber mange af dem fortsat langsomt (alt er relativt!). Omvendt så har jeg også testet rigtig gode løbere, hvis løbeøkonomi ikke var prangende. Og hvem vil du helst være? Den langsomme løber der vinder løbeøkonomi-konkurrencen? eller den hurtige løber der vinder 10 km løbet trods en ringe løbeøkonomi?

En hællander har en god løbeøkonomi. Til gengæld løber de langsomt og med øget risiko for at blive løbeskadet!

19. Jun, 2014 af Ole Stougaard

Har du "tilladelse" til at træne American Kettlebell Swing?

I Exerzice, Squash og Fitness hvor jeg arbejder som personlig træner, er størstedelen af de kettlebell sving jeg ser af typen: American Kettlebell Swing.

Når du laver denne form for kettlebell sving ender kettlebellen i strakte arme et sted oppe over hovedet.

Jeg skal ikke kunne sige om den tendens jeg ser i Exerzice gælder for alle fitnesscentre, men jeg tipper at der er mange der udfører denne form for kettlebell sving, i og med at øvelsen er flittigt brugt ifm CrossFit træning.

Jeg vil på ingen måder kalde mig kettlebellekspert, men jeg ved dog så meget om hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig belastning af kroppen, til at jeg for langt de fleste IKKE kan anbefale American Kettlebell Swing. I stedet bør du fokusere på “almindelige” eller “Russiske” kettlebell sving.

Mine to største udfordringer med American Kettlebell Swing – og selvsagt det der generer mit trænerøje mest – er følgende:

1) Dit sving er ikke et sving, men derimod et squat-sving

2) Dit forsøg på at få en kettlebell op over hovedet ender med at overbelaste dine skulderled og din lænd

Spørger du mig, så er kettlebell sving en øvelse, hvor du træner din evne til at udvikle kraft gennem en eksplosiv hofteekstension. Du bør have fokus på maksimal hofteekstension og minimal benbøjning. Når du svinger bevæger kettlebellen sig fremad og opad indtil den enten stopper af sig selv, eller hvis du aktivt stopper den opadgående bevægelse omkring brysthøjde. På intet tidspunkt skal du bruge armene til at “trække” kettbellen højere op.

I og med at kettlebellen skal ende oppe over hovedet i den amerikanske version er det mere reglen end undtagelsen, at jeg ser alt for meget squat og alt for lidt sving. I stedet for at folde sammen i hoften og skubbe hoften bagud laver, de fleste en pænt dyb benbøjning, og jeg vil nærmest kalde det en hybrid mellem et kettlebell sving og en squat.…

17. Jun, 2014 af Ole Stougaard

Træning og træthed

Jeg plejer altid at sige til mine at atleter at de skal huske at lytte til kroppen.

En træningsplan skal ikke altid gennemføres for enhver pris. Der kan være dage hvor du af den ene eller anden grund er træt og langt fra på toppen, og så er det ofte bedre at springe et træningspas over, fremfor at du kæmper dig igennem på halv kraft.

Men på den anden side så har jeg på det seneste – især i forbindelse med styrketræning – erfaret, at en oplevelse af træthed langt fra er lig med nedsat præstationsevne. Så selvom du sommetider er træt, så er det ikke ensbetydende med at du så ikke kan præstere.

Et godt eksempel er Brian Matzen, der for tiden træner frem mod motionscykelløbet La Marmotte. Jeg har tidligere omtalt Brian, der ejer madhuset Alfred og Kamilla. Han arbejder mere i sit køkken end du kan forstile dig, og alligevel finder han tid til at få trænet 2-4 gange om ugen.

For nylig mødte Brian op til træning 07.30 en tirsdag morgen. Og han var langt fra frisk. To dage forinden havde han cyklet knap 180 km og dagen inden havde han været i køkkenet fra meget tidlig morgen og til meget sent på aftenen.

Vi lagde ud med at cykle 60 min på kondicykel som inkluderede 2+3+4+4+3+2 min omkring watt-max og med en pauselænge lig med arbejdstiden. Med andre ord, et pænt hårdt cykelpas hvis eneste lyspunkt var de lange rullepauser mellem hvert interval.  Og Brian kom ganske fornuftigt igennem. Han kunne holde de planlagte watt, men skulle måske kæmpe en smule ekstra i dag.

Efter cyklen kastede vi os over squat og kropshævninger. Ganske enkelt så træner vi squat om tirsdagen og dødløft om fredagen, og hver gang bygger vi op til “dagens max”, hvilket er den vægt du kan løfte én gang uden at teknikken falder helt fra hinanden.…